GAHagemannsKollegium_1909-1918

21

ISLANDSKE FOLKESAGN

D E N L I L L E D J Æ V E L P Å K I R K E B J Æ L K E N .

D e r v a r engang en præ st; men man véd ikke, h v o r han boede. H a n holdt gudstjeneste en søndag, som han plejede, og som sædvanlig gik alt, som det

skulde, in d til han v a r komm en op på prækestolen og ha v­ de begyndt at p ræ ­ ke, da v a r der en m and forrest i k ir­ ken, som slog en skoggerlatter op m id t u n d e r talen. D e r v a r ingen, der i øjeblikket lod sig anfægte deraf, h v e r­ ken præsten eller andre, og det skete da he lle r ikke mere end den ene gang. Præ sten blev så fæ r­ dig med sin præ ken, gik ned af stolen og derefter for al­ teret og fuldførte gudstjenesten, som han skulde. Siden gik han udenfor kirken. D æ ru d e spurgte præ sten sig fo r om , hvem den mand va r, der havde vakt forargelse i m enig­ heden unde r guds­ tjenesten, og det blev nu sagt ham . S å lo d præsten m a n ­ den kalde fo r sig og spurgte h a m , om det, han havde sagt

idag på prækestolen, havde syntes ham så latterligt, at han ikke havde kunnet bare sigfor at le og dæ rved forarge menigheden, eller h vad grunden va r til hans opførsel. Manden sagde, at det va r langt fra at væ re hans m ening at gøre løjer med præstens ord. »Men jeg så noget«, siger han, »som præsten vel næppe h a r set, og vist he lle r ikke nogen anden af m enigheden«. »H v a d v a r det?« siger præsten.