GAHagemannsKollegium_1909-1918

19

ISLAND

paa K o n ce rte r og M aleriudstillinger, man følger med Littera tu ren — ko rt sagt, man h a r højere Interesser! Men man lu k k e r Ø jne og Ø ren for, hvad der daglig foregaar om k rin g en. Og dog er der en berusende M usik i Sporvognenes R umm e l og Bilernes Kart, i hele dette kæmpende, jagende B y liv. Det er, som om man kunde føle, at dette B yhjerte bankede endnu stæ rkere, netop fo rd i det er saa indestængt. H e r ser man Menneskene, som er komm et bo rt fra deres M o r Naturen, men und e rligt nok, i Ø jnene paa en gamm el M o rlille , som sidder og soler sig paa en Bæ nk i Kongens Have, finder jeg det samme taalmodige U d try k , som i Øjnene paa m ine elskede islandske Heste. Den samme Aand lever i alting. Det islandske O rd for K u ltu r dæ kker ikke helt over det danske Begreb. V i kalder det »m e n n in g «, h vilk et betyder U d v ik lin g til Menneske, og maaske kan en islandsk Bonde taale Samm enlignin g med en K ø ben ha vn e r, naar man b ru g e r den Maalestok. Man taler om Kunstens forædlende V irk n in g , men daglig Om gang med N a tu ren bevarer Sindet friskt og rent. N a a r F o lk i R e yk javik a ld rig undlade r at gaa ud for at se paa en smuk Solnedgang, skønt de h a r set noget lignende utallige Gange før, da er deres Naturfølelse meget mere ægte end Flertallets Kunstbegejstring. Og naar disse Mennesker saa endelig staar ove rfo r K unst, saa forstaar de den instinktivt, selv om de ikke opfatter alle Finesserne. Jeg tro r saa bestemt, at de r vil komm e en T id , da Menneskene forstaar, at den saakaldte K u ltu r b a r ført dem vild, og at de v il vende tilbage til et enklere og naturligere L iv . Da vil man forstaa, at F o rm e r er tomm e og livløse, naar de ikke er U d try k for et liensjrnsfuldt og fintfølende Sind, og at Æ gthed er nødvendig for K u ltu r. Jeg er bange for, at det er lykkedes m ig meget daarligt at vise Dem m it La n d som vi Islæ ndere ser det. D e rtil behøves der en bedre Pen end m in . K un d e De selv se det i dets storladne Skønhed, vilde De maaske forstaa, at vi aldrig kan glemme det en Dag, og at vi elsker det, ikke alene fordi det er v o rt Fæ d re ­ land, men fordi det for os er Naturens hellige Tem p e l. — V i h a r en grænesløs naiv T r o paa dets F rem tid , men vi haaber, at det altid v il blive ved at væ re sig selv. — — U n d s k y ld m ine mange O rd og m in daarlige Filosofi. H v o r blev fo r­ resten den ledsagende A lum n e af? H an sad jo sidst paa en K lip p e ved R eykjavik Bugt, og h vis han ikke er druknet, saa sidder han der end nu! LAUFEY ÅSMUNDSSON.