GAHagemannsKollegium_1909-1918

16

ISLAND

at bilde D em in d eksisterede. De taler 0111 K ø b e n h a vn , om dens sm ukke, gam le B yg n in g e r og Pladser, om Deres K u n stsam lin g e r, Te a tre og M u sik liv, om gam le forn emm e H jem , om alt dette, d e r fo rtæ lle r 0111 gamm el, nedarvet K u ltu r. De synes sim pelthen, at R e yk ja v ik er et H u l, h v o r m an maa dø af K edsomm eligbed. Jeg ved ikke, h va d jeg skal svare og føler, at jeg er fuldstæ ndig m islyk k e t som C icerone. Saa gaar vi op paa Landakotsbakken. N u maa R e yk ja v ik tale fo r sig selv. H e r ligger B yen fo r v o r F o d . D e t er ved Solnedgang. Husene spejler sig i den lille Indsø, alle R u d e r g lø der som Ild . N u er O sk ju h lib in ikke længere graa, alt e r h ylle t i v id u n d e rlig e F a rv e r. Denne vide B jæ rgkæ d e , de r kun bryd e s mod Vest af det aabne H a v, skifter i alle A fsk yg n in g e r af blaat og violet. Svage grøn ne S trib e r stræ kke r sig op im o d Esjaens K lip p e bæ lte r, — m od N o rd ve st slutter S næ - fellsjøkull Rækken, 15 M il borte. K u p le n s skæ re rosa tegner sig m o d den røde A ften himm e l med en u virke lig , gennemsigtig K la rh e d . H im le n er rø d , gylden, d y b - blaa — uendelig fjæ rn og uendelig næ r. H a vn e n slutter hele B illedet i sin F a v n . M ine O rd er saa fattige, men ingen Oversæ ttelse kan væ re svæ rere end at o ve r­ sætte sine T a n k e r til O rd . V i gaar længere, nu k om m e r v i til B yens vestligste Del, et lille Fiskerleje h v o r der findes G ru s p læ n e r til F is k e tø rrin g foran h v e rt eneste H u s — og h v o r gam le K o n e r gaar om k rin g med deres Strikketøj, mens deres B ø rn e b ø rn holdei dem i K jo len. E n L a n d s b y m od selve R e yk ja vik. Saa finde r v i en Sti, de r føre r ove r Tu n e n e , der altid lyse r af Soløjne, ned m o d Havet. H e r sæ tter vi os paa K lip p e rn e . M od Øst ser v i nogle Skibsm aster, det er det eneste, de r h ø re r B yen til — ellers ser vi k u n H im m e l og H a v og de fjæ rne Bjæ rge. T æ t ved L a n d svøm m e r en E d d e rfu g l, fulgt af sine U ng e r. - N og le F u gle flyve r forb i. - Havets Aandedrag ly d e r ganske svagt, som om det h vilede ud, ellers e r alt stille. N a tu re n erstatter os den K u n st, vi maa u n dvæ re . E r ikke K u n s t store M en­ neskers synlige og hørlige T a n k e r og Stem ninger? Men N a tu re n er Guds levende Ta n k e . — A lt M enneskevæ rk er ingenting m od dens S torhed. E n u n d e rlig Følelse g rib e r os ved Synet af den, det er, som om v o rt Jeg o ph ø rte at eksistere, og blev en D e l af det Hele, som om vi følte, at den samme A an d le ve r i alting, i N a tu re n og alle levende Væsener. Jeg ved, at N a tu re n er skøn overalt, naa r m an forstaar den, men i sit eget L a n d forstaar m an den vel altid bedst. H e r i D a n ­ m a rk er der saa lid t Plads, Menneskene h a r g jo rt sig N a tu re n unde rdanig. Paa Islan d he rske r N a tu re n . Den h a r væ re t mere for os, end O rd kan sige. D en h a r aabnet vo re Ø jne for Livets mange F o rm e r. Den h a r læ rt os at glæde os ved de smaa T in g og ladet os ane en Verden af Skønhed og Storhed, som h a r g jo rt os svim le. V i ejer ingen R u in e r, der fo rtæ lle r os om vore F o rfæ d re s S torhed , men de samme gam le B jæ rge saa dem som os, og v i betræ der vo re Sagasteder m ed Æ re ­ frygt for N a tu rens E vig h e d . — — Den K u ltu r, vi h a r ejet, h a r ikke saa meget vist sig i det yd re , den h a r præ get den islandske Bondes Sind. Alle ken der v o r gam le L itte ra tu r og ved, h vilk e n B e tydning den h a r haft for hele N o rd e n . Men de fæ rreste ved, at vi ogsaa ejer en bet 3 Tdelig n y-isla ndsk L itte ra tu r. R im e lig vis udgives der paa Islan d liere Bøger og Blade i F o rh o ld til Befolkningen end i noget andet La n d . Dette