GAHagemannsKollegium_1909-1918

13

ÅRSBERETNING

de altsaa blev en søndag i november. For at faa folk til at komme havde frk. Janssen arrangeret en koncert af frkn. Ella Koefoed, Ingrid Holm (Klaver) og Lilg Gade (Violin) og en ny alumne, hr. Pontoppidan (en morsom og diskret fløjte). — -------- I det nu forløbne år har kollegiet naaet det første betydningsfulde stadium i sit liv: man kunde sige, at det har skiftet tænder, idet nemlig de sidste af de alumner, der havde værel på kollegiet fra dets første dag (det bliver altså mælketænderne!) i år er gået ud. Det er disse første alumner, der har skabt formen for kollegiets liv, og hvor forbavsende hurtigt er det egentlig, denne tradition er formet, som allerede nu vanskeligt kan brydes! Forhåbentlig vil fremtidige alumnegenerationer vide at sætte sig udover traditionerne, naarsomhelst det er nødvendigt; ellers vil kollegiets liv ikke være i dets stifters ånd, han, som i sidste fundatsparagraf udtrykker håbet om, »at Tillæg og Ændringer maa ske, saa ofte Tidens Krav maatte medføre Ønskeligheden heraf«, en stor og frisindet mands bestemmelse, der virker så ny og frisk i sammenligning med tidligere tiders frygtelige trusler mod den. der vovede at forandre blot et jota i fundators alvise værk. LOUIS L. HAMMERICH. V or F o lk e o ve rtro siger, at naar et Menneske, der er synsk, lader en se frem u n d e r sin løftede A rm , saa kan man se alt det L iv , der rø re r sig om krin g en, men som ellers er skjult for Menneskers Øjne. Jeg h a r ganske vist ikke den sjette Sans, men kunde jeg blo t bringe Dem til at se Island med en Islænders Ø jne, da vilde De forstaa, at det ikke er paa G ru n d af Uelskvæ rd ighed, at vi stadig hæ vde r, at vi ikke er danske. Jeg h a r tit ønsket, at jeg kunde komm e til at føre nogle af Dem om k rin g paa Island — men eftersom det næppe nogensinde v il falde i m in L o d , maa jeg trøste m ig som Børnene og lade, som vi g ø r en Rejse til Isla n d ! N u væ lg e r jeg m ig en Rejsefælle bla ndt A lum n e rn e , og saa sejler vi afsted med en af de smaa Islandsbaade. E n Juniaften kom m e r vi til R eykjavik. Den nye H a vn er endnu ikke fæ rdig, saa vi maa sejle i La n d i en lille Baad. K lokken er 10, det er netop S trøgtid i R e y­ kjavik, paa Bryggen er der fuldt af F o lk , der er komm et for at se Passagererne. Det er en broget Fo rsam lin g , selvtilfredse dansk-islandske K ø bm æ n d , velnæ rede, kappeklædte Ty sk e re , senede engelske »G lo b e tro tte rs«, T u ris tty p e r, vi alle kender, og saa en hel De l islandsk U n g d om , der er komm et hjem fra Studieophold i Udlandet. D e r er Fest over hele Lin je n , Gensynsglæden er stor, men jeg b live r nødt til at rejse incognito, eftersom jeg h a r D em med, kæ re A lum ne ! Paa Vejen passerer vi Posthuset; den lille Forstue, h v o r Boxerne findes, er stuvende fuld. H v o r tit h a r jeg ikke staaet her og ventet paa Bøger og Blade fra Udlandet til ISLAND.