GAHagemannsKollegium_1909-1918

24

TANTE THEODORA

»Ja såmænd, hun var meget fornærmet over mine arrangementer, hun mente også, at I kunde selv.« I det samme tante sagde disse ord, gennemskuede jeg hende klart; jeg tvivlede ikke om, at det var sandt, hvad hun sagde, Gudrun kom meget hos tante, og det var ikke urimeligt at hun, hvis hun havde opdaget tantes politik, vilde gå således direkte løs på hende; men der var jo i og for sig ingen anledning for tante til at fortælle mig det. Hendes hensigt dermed var tydeligt nok at få en ende på sagen ved at lukke mine ojne op for, hvor nær den var ved sin afgorelse. Når jeg var klar over, at der også hos Gudrun existerede ganske bestemte forestillinger om karakteren af vort forhold, måtte jeg jo snart føres til at afsløre og fastslå denne karakter; — tantes tilsyneladende henkastede bemæikning var altså meget velberegnet, — men virkningen blev kontrær. Jeg fyldtes øjeblikkelig med den storste ulystfølelse ved tanken om, at tante her virkelig sad med kold beregning og trak i den snor, der skulde få mig til at gore det skæbnesvangre udslag; kan være at jeg virkelig for få minutter siden vilde have været tilbojelig til at gore dette skridt, — nu vilde jeg ikke på nogen måde. Jeg fyldtes af stædighed, jegvilde nok selv bestemme mine handlinger; om jeg skulde gifte mig eller ikke, det var ialfald en ting, som tante ikke skulde have nogen indflydelse på. Og endvidere, — ja det løb mig koldt ned ad ryggen, - gik Gudrun Hede­ mark måske også og ventede? — ja hvad ellers?; hun måtte jo være ganske klar over, hvorhen det bar med os, hun gik måske også og arrangerede med mig og prøvede at trække i mine snore med sin lille faste hånd, — det hele løb rundt for mig, det var som alting i et ojeblik væltede sammen omkring mig. Dajeg efter to—tre sekunders forløb samlede mig sammen igen, sadjeg ganske som for i lænestolen med den halvtomte kaffekop ved siden af mig, og tante sad overfor mig med sit kloge og lidt underfundige smil, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg var en hel anden, og at alle de ting, som jeg for få minutter siden var optaget af, nu aldeles ikke vedkom mig; og det gjorde de forså vidt heller ikke. Det kom aldrig videre mellem Gudrun Hedemark og rnig, forholdet døde stille og umærkeligt hen, jeg kan takke tante for det, og det behøver jeg ikke at fortælle hende, for hun har jo forlængst selv opdaget det. Jeg har nu atter en ganske tryg fornemmelse, når jeg taler med tante; men hvorfor mon hun smilede så ubehagelig ironisk, da jeg forleden lidt overmodig kom til at hentyde til hendes mislykkede planer? Tante vilde naturligvis slet ikke indromme, at jeg har været heldig, i den henseende er hun uforbederlig. Men heldig har jeg nu været. — Og så er Gudrun Hedemark dog en ual­ mindelig sød pige; jeg tænkte meget på det, da jeg forleden aften var sammen med hende, og hun som så mange gange tidligere så mig ind i ojnene med dette frejdige, tillidsfulde blik. Og i og for sig kunde jeg nok have lyst til engang at lægge den lille energiske hånd mellem mine — blot forsøgsvis. Hm.