GAHagemannsKollegium_1909-1918

23

TANTE THEODORA

og kiggede ud ad vinduet.

»Farvel,« sagde han pludselig og gik; — jeg havde

ikke fået sagt et ord.

F o rtæ lle tante T h e o d o r a h v o rd a n sagen v a r endt, kunde jeg jo ikke, — men jeg syntes dog heller ikke, at h u n skulde væ re uvidende om, hvad ulykke hun havde væ ret med til at anstifte. Jeg gik op til hende for at lade hende ane et og andet. H u n vidste allerede det hele - naturligvis; tante havde jo lidt formue, og V ilh e lm havde om form iddagen været hos hende i anledning af sine penge- affærer. T a n te havde altså haft lejlighed til at gore lidt bod for sine synder, men h u n v a r meget ked af det, vilde knap tro det, hun havde bedt Vilhelm om at blive, forstod ikke hvad G u d ru n dog kunde mene, v a r noget tilbojelig til at rette bebrejdelser mod hende, så at jeg flere gange måtte tage hende i forsvar. H v o r f o r G u d ru n He d em a rk egentlig havde sagt nej, det begreb jeg for resten ikke. F ra Vilhelm indløb der snart beroligende medde­ lelser, og tante T h e o d o r a begyndte efter en månedstids forløb så småt igen at sysle med sine arrangementer. Jeg forargedes over dette og foreholdt hende en dag meget alvorligt det urigtige i hendes lidenskab, men det gjorde ikke meget in d try k på hende. Resultatet blev kun, at jeg efter den tid blev holdt udenfor hendes fortrolighed. Den forste tid undgik jeg frøken Hedemark, senere sås vi atter og hyppigere og h yppigere, jeg befandt mig så fortræffeligt i hendes selskab, tonen mellem os blev ganske utvungen, men om Vilhelm talte vi aldrig. T a n te T h e o d o r a opdagede snart, hvorledes forholdet imellem os udviklede sig, og en dag lagde jeg mæ rke til, at tilfældet i den sidste tid sa utrolig ofte førte frk. H e d em a rk og m ig sammen på steder, h v o r tantes indflydelse kunde gore sig gældende. N u v a r jeg ganske vist meget glad for at træffe frk. Hede­ mark, men at tante sådan skulde sidde og dirigere os sammen, at jeg i det hele taget skulde væ re objekt for tantes lidenskab, det kunde jeg nu som tidligere ikke finde m ig i. I en mere irriteret sindsstemning end jeg plejer at befinde mig i, gik jeg op til tante for at sige hende m in mening ligeud, sådan som jeg altid h a r kunnet o ve rfo r denne i så mange henseender forti æffelige dame. H u n hørte smilende på m in temmelig lange monolog og sagde så endelig: »Jamen sig m ig engang; for der er en ting jeg ikke rigtig forstår. Sætter du ikke pris på G u d ru n ? « »Jo vist gor jeg det.« »Jam en hvad kan du så have imo d at jeg hjæ lper dig lid t.« •Jamen jeg er da ingen sprællemand, som pænt må spjætte ud, nar man trækker i en s n o r; - ja måske jeg er det, jeg vil så i det mindste frabede mig at man træ k k e r i m ine snore.« _ T a n te lo : »Ja det er underligt med Jer, G u d ru n var her igar og sag e akkurat det samme.« »G u d ru n ? « Og så gik der nogen tid. »Jeg kan nok hjæ lpe m ig selv.« »Ja sådan siger de små born.«