GAHagemannsKollegium_1909-1918

20

TANTE THEODORA

ja bidende svar, som v a r lige ved at få m ig til at falde ud af rollen. l)a jeg om sider blamerede m ig ved et gabende ukendskab til den nyere literatur, drog hun et d y b t suk. — Jeg tro r h u n opgav m ig på dette tid sp u n k t; h u n så for resten meget sød ud med det lidt åndsfravæ rende u d tryk , h u n nu fik. I en pause trak tante m ig ud i haven og spurgte mig, hvad jeg syntesom frk. Hed emark. » U d m æ r k e t ,* svarede jeg, » hu n er ualm indelig sød.« »Ja, er h u n ikke? N u skal du høre lidt om hende. Hendes foræ ldre er døde og h u n er blevet opdraget hos sin fa rb ro r , den bekendte m a le r, men han er sådan en særling, der k omm e r næsten ikke et menneske hos dem , og det synes jeg er så synd for hende, nu h u n er blevet v oxen; derfor h a r jeg fået din onkel til at invitere hende, h u n h a r væ ret her et pa r gange i s om m e r; h u n maler for resten nydeligt, går på akademiet. — Men nu skal du høre, ja det er altså mellem os. Jeg h a r lagt mæ rk e til, at din fætter Vilh e lm synes så godt om hende, — hvad mener du om det?« »V ilh e lm — ja hvad mener du?« »V ilhelm er jo nok lidt vild og uberegnelig, men der er nu u dmæ rk e t stof i ham , og hvis han fik en kone forstår du, som sådan kunde få ham til at samle sig, og som han h oldt rigtig a f , ja og ved du, h u n h a r skam en fast lille hånd, frøkenen.« T a n te havde ret, jeg havde også lagt mæ rk e til den lille faste hånd, det vilde have mo ret m ig at p rø v e h v o r stæ rk den v a r ; — og jeg havde altså gjort tante uret, h u n havde helt andre p la n e r; m ig tænkte h u n slet ikke på. Det er underligt, men jeg følte m ig noget bitter ved denne tanke. — Og nu V ilh e lm , i og for sig en flink fyr, med et væ ldigt h um ø r, men ganske uden bestandighed, med en fortid der strakte sig over to verdensdele, uden at han nu, han va r 27 år gammel, havde bragt det til andet eller mere end at væ re v o lo n tæ r i farens forretning. Mon det nu v a r et heldigt parti for lille G u d r u n H e d em a rk ? Men tante blev ved. »Ser du, Vilhelm er jo helt forandret over for hende, han b iir så forlegen, så snart han ser hende, jeg h a r aldrig set ham sådan fo r; jeg tro r virkelig ikke han h a r danset en dans med hende iaften; men du kunde nu godt h jæ lpe h am lidt.« »Jeg? — nej tante det ved du nok . ..« »Å tag det nu ikke så højtideligt,« her smilede tante med sit uimodståelige smil. » D u k omm e r jo så tit sammen med V ilhelm , I h a r jo h v e r en lille kres som I omgåes, nu sorger du bare for at invitere dem sammen til Jeres skovture, eller hvad I nu h a r for, det er da så nemt, og du kan ingen ubehageligheder få af det, h u n er virkelig så sød.« H e r blev jeg kaldt in d til lanciers; og jeg kom til at danse i kvadrille med frk. Hed emark. E fte r m in samtale med tante agtedejeg selvfølgelig ikke at blive i m in fjottede rolle o verfo r hende, men det var meget svæ rt at skifte om , uden at overgangen blev for brat og påfaldende; nå frk. He d em a rk tog nu godt og vel ikke notits af m ig ; h u n talte meget ivrigt med den herre h u n dansede med. Det lykkedes m ig ikke i løbet af aftenen at få ændret situationen, og tante fortalte mig nogle dage efter, at jeg mæ rkelig nok ikke havde gjort lykke hos frk. Hed emark, h u n kunde ikke forstå, h vorda n det kunde være. Jeg måtte love tante at gore mig anstrængelser, og det havde jeg jo slet ikke noget imod, blot