GAHagemannsKollegium_1908-1915

23

»LANDET MED DE FEM KONGEH«

alt sammen. Den lille Stat var nemlig en Mønsterstat, som Folk kom langvejs fra for at beundre, og alle de Fremmede fik at høre om de liberale Ideer, Regeringen blev ledet efter, og den store Indflydelse, Befolkningen havde paa Styret. Det lød jo forfærdelig kønt, og det gik udmærket en lang Tid. Men da der var saa mange, der skulde raade, kunde de naturligvis ikke enes i Længden. Folket syntes-, at Kongerne stadig holdt mere med Kansleren end med Folkets Ministre, og det var da heller ikke rigtigt af Kongerne. Vel? Som nu Tiden gik, blev Folket mere og mere vrede paa Kongerne. Man fortæller, at Folket engang kom fra hele Landet og talte sammen om en Sag, der laa alle meget paa Hjerte. Men da Ministrene forelagde Sagen for Kongerne, sagde den fornemste af disse bare: »Nu har mit kære Folk nok gjort mig til Nar igen«. Det var al den Interesse, de kongelige Højheder viste for Folkets Ønsker, og der er nok noget om det, for Historien er lige siden den Gang gaaet i Arv fra Slægt til Slægt i den lille Stat. Tilsidst syntes Folket ikke, det kunde gaa længere paa den Manér, og da man ikke kunde afsætte Kongerne, blev en skønne Dag to af Ministrene sendt op paa Slottet for at bede om en ny Grundlov. Deroppe sad de 5 Konger og Rigskansleren rundt om et stort, stort Bord og saa umaadelig værdige ud. Ministrene bukkede og bukkede helt ned til Gulvet; men de maa vist ikke have gjort det rigtig godt, for det havde ikke nogen videre Virkning. Bevares, Kongerne vilde saa inderlig gerne give en ny Grundlov; men saadan som Folket ønskede den? Nej, det kunde der da rigtignok ikke være Tale om. Det Ansvar, som fulgte med deres ophøjede Stilling var i Kongernes Øjne blevet saa uhyre stort, at de ikke kunde give den mindste Kende af deres Magt fra sig. I deres kongelige Indignation kunde de slet ikke forstaa, at Folkets Ønsker kun gik ud paa i al Ydmyghed at faa Lov til at udtale sig om de foreliggende Statsinteresser. De stakkels Ministre maatte gaa igen med tørre Munde og slet forrettet Sag. Det blev Sommer. Dengang laa Folk paa Landet om Sommeren akkurat ligesom nu, og man beskæftigede sig ikke med alvorlige Sager, saa længe det \ai varmt i Vejret. Derfor blev det helt hen paa Efteraaret, inden Kongerne attei mødtes til Raadslagning. De talte længe sammen; men hvad der blev sagt, forblev en dyb Hemmelighed. Nogle Dage senere fik Ministrene dennye Grundlov højtideligen overleveret, saa nu kunde Folket sagtens være tilfreds. Men hvad sker? Da Folket blev samlet til Landdag, og Ministrene fremlagde den nye Grundlov, rejste der sig et øredøvende Skrig af Sorg og Harme. Nu var man da først blevet ilde stedt. Ikke blot var Folkets Ønsker ikke blevet tilfredsstillede; men Kongerne havde endog foretaget Indskrænkninger i Ministrenes Virkeomraade. Man lod derfor Kongerne vide, at den Grundlov vilde Folket hverken eje eller have. Hvis Kongernealligevel udstedte den, ja, saa var dei naturligas ikke noget at gøre ved det; men saa kunde man da se, hvad alle de skønne Ord om Befolkningens store Indflydelse betød. Saa fik Kongerne altsaa det at spekulere paa. Nu var det Skik, at de folkevalgte Ministre skiftede med regelmæssige Mellemrum, og ikke længe efter den stormfulde Landdag skulde dei netop væie Ministervalg. Men der var ingen, som turde tage Arven op eftei de afgaaende og arbejde sammen med de Konger, der havde mistet Folkets Tillid. Der indtraf