FruLucieWolfsLivseridringer

ET STORT OMSLAG.

87

synge, du, som jo har skabt alt dette herlige; aa, du kan tro, jeg har saa meget, som synger i mit hjerte; men nu er det saa mørkt, aa, saa mørkt for mig. Er du da vred paa mig og skal jeg da aldrig mer faa være glad? Aa, min Gud, ser du da ikke, hvor jeg sørger, og vil du ikke have medlidenhed med mig?» Jeg laa i græsset og græd i timevis og mat og gik ødelagt hjem. Moder sagde: «Nei, nu forstaar jeg mig slet ikke paa dig, L u c i e , du ei jo rent forandret, barn. Er det kanske J o h a n n e s B r u n s selskab, du længes efter? Skjønner du da ikke, at du snart bliver en voksen pige, og at det ikke læn­ gel kan gaa an at gaa og drive dank fned den gale gutten ?» «Nei, moder,» sagde jeg, «det er ikke efter; men det er noget, som ligger mig paa hjerte, ligesom en dragen, en trang til at man skal høre paa mig, da jeg har saa meget i mit indre, som jeg ikke faar fred for.» «Aa tøv,» sagde moder, «det er bare noget, du bilder dig ind; høre paa dig og alt dit vaas, det gjør vi jo hele dagen, og din fader har nu mest skyld i, at du fremdeles holder paa med dette, som ingen nytte er til. Nei, nu faar du begynde at blive som andre; se paa dine søstre, de sidder jo pent med sit arbeide hele dagen og er glade og tilfredse; jeg har maattet arbeide hele mit liv, saa faar du ogsaa gjøre; du er vel ikke skabt anderledes end andre mennesker, ved jeg?» «Jo, moder, det er jeg!» svarede jeg, «at de kan sidde stille og spinde og sy og dog være glade, det er umuligt; jeg ved, at skal jeg gjøre som de, da vil jeg heller vandre langt ud i verden og synge for hver mands dør.»«Ok, Gud hjælpe og trøste mig!» sagde moder, «aa ja, du kommer nok til at gaa for hver mands dør, du, som aldrig vil blive menneske, nei, hvad i Herrens navn skal der blive afdig? Du endermed at tage livet af mig,»og hun græd og jamrede. Fader kom i det samme, og der blev en scene mellem dem. Hun be­ brejdede ham, at han havde ladet mig ture frem paa denne

J o h a n n e s , jeg længes