FruLucieWolfsLivseridringer

I BYEN IGJEN

k o m u d i g j e n m e d e n v i s g l a n s ,

o g J o h a n n e s v a r

d e n n e ­

g a n g s k y l d i,

a t j e g i k k e b l o t fi k ris, m e n b l e v i f l e r e d a g e

i n d e s p e r r e t .

Saa gik der da nogle aar i barnlig fryd og glæde; jeg var fri og glad, med let hjerte og fred i mit sind. Hvor jeg end færdedes, ude som inde, maatte jeg synge. Min ældre søster M a r t h e udbrød engang i sinne: «Jeg tror, den tøsen er født syngendes.» Mingang var altid i takt med en eller anden melodi; jeg maatte, ja jeg maatte synge; jeg kjendte en saadan livsglæde i mig, at jeg umulig kunde lade være at juble den ud i sang. Det er noget, somjeg aldrig har kunnet forstaa, hvorfor ikke alle, som er ungeog livsglade, synger; dette synes jeg er ligesaa naturligt, som at fuglene synger. Jeg har ofte spurgt unge piger, jeg har læst med, om de ikke kunde synge, hvortil de næsten altid svarede: «Nei, jeg har ikke lært at synge endnu.» Jeg har da bestandig svaret dem, at jeg aldrig havde lært det, men at jeg ikke kunde tænke mig en ung glad pige, uden at hun følte trang til at synge, selv om hun ikke eiede stemme, for jeg tror, at det er mer med hjertet end med halsen, man synger. Det kan være, at jeg ikke ud­ trykker mig tydelig nok, men jeg kan ikke forklare dette paa anden maade. Paa den tid, jeg nu vil beskrive, var jeg vel en 1 3 å 14 aar, tænker jeg. Jeg gik fremdeles paa formiddagsskole hos jomfru L a n g b e r g , men var alt andet end flink, da det kjedede mig saa rædsomt at sy og arbeide med hænderne i det hele taget. Jomfru L a n g b e r g bebreidede mig dette en­ gang og sagde, at det var uret, naar mine forældre betalte skolepenge for mig, at jeg da ikke vilde være mer pligtop­ fyldende og lære det, som enhver ung pige maatte og skulde,