FruLucieWolfsLivseridringer

8o

fru L ucie W olfs l iv s e r in d r in g e r .

Temperaturen var sydlandsk og svulmende, stemningen glitred’ i sol og i vaar, fik jeg en sorg, saa kom ungdommen dulmende lagde sit lægende blad paa mit saar. Ungdom, ak ungdom! du hvirvler mig omkring, lokker mig ind i din regnbuering. Slip mig, ak slip mig dog fri! Husk, jeg skal skrive min biografi.

Ja, det var jo det jeg skulde. Det gaar mig som en taler, dei netop staar ved begyndelsen af sin tale og har en følelse af, at tilhørerne ønsker, at det skulde være slutningen, og den kan jo gjerne komme straks; det vedkommer jo ikke dette øieblik, hvad der ligger mellem hin begyndelse og denne stund. Jeg vilde blot minde om, at her paa denne scene har jeg gjort de føiste, jeg vil ikke sige famlende, men dansende skiidt, og hei staar jeg nu for at vise, hvor langt jeg er kom­ men. A k ! det er et grusomt tvetydigt ord dette, det er i giunden et vovestykke, detjeg gjør. Hvorfor gjør jeg det? Det ei nøglen til min kunst, mit livs lille hemmelighed, som ligger i det svar.

Mel. : Dengang jeg var i Deres aar

- - .

Da ung jeg drog fra Bergen ud, der var lidt graad i min stemme, men dog jeg straalede som en brud, der gaar fra dem derhjemme. Jeg drømte om mit kunstnernavn og svælged’ ned min graad, mit savn, jeg lo og sa’ : «Det gaar nok over.» Jeg fik det deilig, det er vist, man bar mig næsten paa hænder; men i min lykke der var en brist, skal jeg betro jer det, venner? Jeg elsked’ graneskogens duft, men længted’ dog mod havets luft. Ak nei, ak nei, det gik ei over.