FruLucieWolfsLivseridringer

57

J ohannes B r u n .

je<7 henrykt, «dette kan jo ikke være vanskeligt for mig at lame.» «Vist ikke,» sagde han, «jeg kan det og skal lære dig det- skaf du bare, næste gang vi mødes, en gammel bnkke eller e t ’ bræt, som det kaldes her, saa skal du straks faa lære det.» En saadan laante jeg dagen efter hos madame

L a s s ,

øer da jeg traf

J o h a n n e s , kunde jeg alt traktere tambunnen

meget godt.

Der var en ølstue i nærheden af os.

Konen

der var en god bekjendt af mig

enkemadame

J o h n s e n ..

Ind i hendes gaard kom der en dag en mand med en lire­ kasse; konen, som gik med ham, slog tamburin til hans s p il; jeg fandt, at hun gjorde dette slet og uden at holde takt me melodierne, dertil saa hun syg, fattig og forpint ud ; hun var vistnok bange for manden, som ofte skjendte paa hende e var tyske, saa jeg forstod jo ikke, hvad de sagde; men hver gang han bemerkede noget i en . vred tone, saa anstrengte hun sig for at gjøre det bedre, men da overfaldtes stakkelen af en rasende hoste, hvorover han blev endnu mer vre . Jeg syntes saa synd i hende, tog tamburinen og begyndte at slaa den i takt til melodierne, paa samme tid opførte jeg den dans, jeg havde seet af taskenspillerpigen. Manden blev alde­ les begeistret over dette, som havde et saadant resultat, at alle gjesterne i ølstuen kom ud i gaarden for at se og høre paa mig og jeg fik en hel del skillinger, som jeg da gav den stakkels kone. Selv blev jeg saa henrykt over mine presta- tioner, at jeg flere gange, naar jeg hørte liremandens musik omkring i gaardene, fulgte med ham. Han blev saa glad, naar han fik øie paa mig’; da tog han straks tambunnen fra konen, som vistnok intet havde derimod, da hun paade fik hvile og penge ved min assistance. Saaledes drog jeg da a og til omkring med dem; men J e r . m , a s som kjendte moder, kom ind til hende og orta te, at e gjorde hende saa ondt, at L u c i e gik omkring i gaardene me noget stygt tysk pak og gjorde sig til nar ved at danse og slaa paa singlebret for penge. «Det er sørgeligt at se brav 8 _ Fru Lucie W olfs livserindringer.

hattemagers kone