FruLucieWolfsLivseridringer

J ohannes B r u n .

_ ^

sa„de moder.

« A n e , tag den bedste, røde regnhatten, for

denne er saa styg.»

«Nei, madam,» svarede

A n e , «den saag

eg L u c i e gaa med; hun holdt den saa godt over katten, som sad i ganglygten.» «Nei, Gud trøste mig!» udbrød da moder, « L u c i e er rent gal n u ; hun generer sig ikke det rrnndste to- at tage i brug alt det bedste, vi har. Og saa alle disse p kers katte, som hun drager til huset. Nei, jeg ved1 san ikke mer, hvad vi skal giøre med hende.» R o l f s ™ t o g o ^ oe svarede: «Aa madame J o h a n n e s e n , behold her finder de nok selv sin føde, for her er svært ™ g e i dette gamle hus, og det er ogsaa synd at negte k g Slap for straf denne gang, saavel som ogsaa fader fik historien, da han kom h¡em, og han bad o a sagde at moder dog maatte forstaa, j g rørende kjærlighed for dyret, naar jeg;uds;rtte mig ft>r hen vrede oa straf bare for at værne om katten. D a 1 b kom hjem temmelig slukøret med kat lygte o g je g n h a t, ^saa Han uskyldige fornøielse.» Jeg kan vistnok takke

»

L u c i e denn

R o u e s e n , ford

vendte hun sig om, for at jeg lk e s u e s ’ af latter; fader lo saa meget han orkede.

«Stakke s b a r ^

T

l

l

i

Æ

S

Æ

b e m e r k n i n g

v a n d t i k k e m o d e r s b i f a l d ; h u n p a a s t o d , a t f a d e r o p m u n t i e

a l l e " " m o d e r t v d e ret, d a h u n s a g d e ,

a , j e g v a r b l e v e n

r e n t g a l s i d e n m i t b e k j e n d t s k a b m e d J o h a n n e s B r u n . J e g v e d n æ s t e n i k k e e n e n e s t e d a g , d e n t , d

a t j k k e

J o h a n n e s o g o g j e g v a r s a m m e n o g h a v d e l ø j e r

D * ^

t r e f r i l u f t s l i v , b ø r n e n e f ø r t e p a a d e n tic

o

,

o m k r i n „

l e s i k k e k u n n e t g a a a n h e r p a a j s t l a n d i .

P

^

t T d. r ^ Z X r

S i a n i a smaa-

piaerne i den alder alt længe har ageiet dame en kjendte heller ikke det mindste til blegsot og træthed.