FruLucieWolfsLivseridringer

J ohannes B r u n .

desværre forøge, da

fik mig med paa en grise-

J o h a n n e s

cirkustur ind paa hendes gaardsplads. eftermiddag, da han vidste, at madame

Han benyttede en

var ude

H e l l e m a n d

Der var garveri i gaarden. To store kar stod fast dybt nede i gulvet inde i et aabent skur, hvor der ogsaa stod heste som bønderne fra Strilelandet kom med ; de havde sin stald der medens de var ude i byen for at sælge sin melk. ’ Det var en noksaa stor gaardsplads med et grisehus i det ene hjørne. J o h a n n e s og grisen var godt kjen te, han daglig brugte at drille den, naar han havde fr,kvarter; den gryntede ogsaa af arrighed. straks den fik « e p a tih Vi kom da ud i gaarden, hvor langt taug; dette bandt han da om grisens hoved saa behæm di« at han ganske kunde styre den som en hest. Han bad mig sætte mig paa grisens ry g; den skreg, men paa en under- t o kvalt maade et slags indvendigt brøl; thi strammet tauget’ fast om dens tryne at den ikket kur, < taabn munden. «Hold dig nu godt fast, L u c i e ,» sagde han, s a skal du faa løier.» Dette var lettere sagt end lob ikke langt, før ¡eg laa , gaarden paa aIle. fire. J J o h a n n e s blev rasende paa den, fordi ,eg faldt af satte g selv op paa den og piskede den omkring i gaarden,mede han holdt den i stramme tøiler. Det va rcclc i kke æng e , n en han selv faldt af, og nu blev det en forfør g P legen da det rasende, tirrede dyr for afsted og rendte nedI i et af de store kar, som var fyldt med bark, v a n og h e r Nu brast tauget, og den hylede og skreg saa ræ , blev bange for,at den skulde drukne, og gav os t,l at raabe om hiælp alt det, vi orkede. Der kom snart folk til, men der var stor nød og besvær med at faa grisen op r ø m da « ».¿i- beklaget sig for moder J o h a n n e s havde sk|ult e J o h a n n e s havde

/