FruLucieWolfsLivseridringer

JOHANNES BRUN. P aa dette tidspunkt mødte jeg J o h a n n e s B r u n . Han gik i F r i s ’ s skole, som var væg i væg med spare­ banken. Vi traf hinanden paa Korskirkegaarden. Her var jeg krøbet op i et træ for at se paa en «fin» be­ gravelse. Han stodunder træet, tog fat i det og gav sig til at rystedet. Jeg blev bange for at falde ned og bad ham venlig om at lade det være. «Aa pyt,» svarede han, «du skal jo netop være saa kjæk og modig; kan d u være bange for nogenting? Er det ikke dig, som heder L u c i e J o h a n n e s e n ? «Jo,» svarede jeg, «men vær saa snil og lade mig komme ned. Klokkeren staar og truer til mig, fordi jeg er krøbet op i træet.» «Ja, kom du bare,» sagde han. «Kast dig ned, saa skal jeg tage dig.» Jeg vovede spranget, takkede for hjælpen, og fra samme stund var vi venner. Nu oprandt en ny, straalende tid for mig. O, lykkelige glade, velsignede, minderige barndomstid. Hvor jeg gik og stod, havde jeg sang paa læben og jubel i mit hjerte. Jeg kunde ikke forstaa, at nogen kunde gaa bedrøvet orrikring i denne vidunderlige, deilige verden, hvor alt, som det forekom mig, bare var fryd og glæde.