FruLucieWolfsLivseridringer

27

og dans for d e m ! og se saa I efter, hvordan hun sætter sine fødder, og hvor vakkert hun holder sit hoved og bærer sin krop. Ok, for nogle klodrianer I er allesammen.»Jegvar lyksalig, da jeg ikke alene fik gaa med de smaa børn paa danseskole, men fik lov — af og til — til at komme med paa de voksnes parti; ogsaa for disse maatte jeg være møn­ ster og blev da altid rost for min gode holdning baade af H u s h e r og af alle dem, som gik der. Fader klagede over, at jeg intet vilde lære. «Herregud, du var jo saa flink,» sagde han, «dengang du i en fart lærte alle P e d e r D a s s ’ salmer, det gik jo ogsaa som en dans for dig.» «Ja, det var noget ganske andet,» svaredejeg,«da var du min skolemadame, da var det ingen kunst at være flittig; og om du bare havde siddet i madame R.s stol, saa kan du tro, jeg skulde faaet i med slange; men naar du lader mig gaa hos alle disse gribbeniller saa ja saa, fader, siger jeg, at det ikke n y tter; de forstaar mig jo slet ikke og er altid sinte paa mig; derfor faar jeg altid lyst til at «terge» dem». Fader foreslog da, at jeg skulde begynde at lære at regne og læse grammatik med en fætter af mig, som skulde komme hjem et par gange om ugen, og saa tillige begynde paanyt i skole hos jomfru M a r g r e t h e L . Naa ja, jeg gik da ind paa at læse med min fætter, m e n ------------- . Det var uhel­ digt, at vi var saa svært godt kjendte. Han var en god­ modig fyr i almindelighed; men nu optraadte han med en myndighed, som straks irriterede mig. Samme fætter havde nemlig ikke været tilstede, da krudtet blev opfundet. Han begyndte med at fortælle mig, at h a n nu endelig maatte forbarme sig over mig for at faa dunket ialfald noget ind i mit uvidende hoved. Men omforladelse, han gik akkurat den bagvendte v e i ; jeg slog mig rebelsk, og da han begyndte med substantiv, pronomen og alt dette kjedelige kram, saa var hundrede og ét ude. Jeg s a g d e : «Aa, hold mund, dit