FruLucieWolfsLivseridringer

19

dertil, og faar du intet traktement, saa kan du godt leve foruden.» Med den besked og orteløs gik jeg da paa skolen. Da jeg kom ind i stuen, faldt straks mine øine paa et bord, som var dækket med kager og mjød, og der sad 4 smaapiger og gjorde sig tilgode. En efter en kom børnene, de fleste havde en liden ting med, som f. eks. en flaske lug­ tende vand, en æske røgelsetopper og én endog en rose i en fin potte. Alle disse lykkelige blev da, naar de havde ovei- rakt madamen sine gaver og gratuleret hende, placeret ved bordet. Men jeg, min arme synder, som ogsaa neiede og gratulerede, samt [en 3— 4 andre smaapiger havde intet at give hende, og begge madamerne — baade moder og datter var grusomme nok til at Jade os staa med blødende hjer­ ter og se paa, hvordan de andre blev trakteret. Jeg svor 1 mit hjerte, at jeg skulde hevne mig paa uhyret, madame K .; dette gjorde jeg ogsaa paa følgende m a a d e : Naar vi var ude i frikvarteret, pleiede altid madame K. at sidde og duse ved sin spinderok; der stod da ved siden af rokken en stor kurv, fyldt med karret uld, hvoraf hun spandt. Da vi nu kom ud i gaarden, fandt jeg en stor, sort fuglevinge, jeg tror, det var af en tiur; jeg keg ind ad døren, og da jeg hørte madame K. snorke, — formodentlig var hun paa en liden snur af mjøden, — tog jeg mine støvler af og krøb som en kat op paa et langt skolebord, som hun sad med ryggen imod, stak med en stor knappenaal fuglevingen fast midt oppe i hendes høie tyliskappe, sprang saa lige forsigtig ned, tog støvlerne i haanden, gik ud til smaapigerne og bad dem komme og se. Det var et rasende fornøieligt s y n ; hun saa ud som en tamburmajor med den sorte vinge midt i toppen og det gamle, arrige ansigt sovende derunder. Der blev jo en skraldende latter, hvoraf hun vaagnede, paa samme tid som madame R. kom ind i stuen. «Fy s k a m m e j e r a l l e s a m m e n , » s a g d e h u n ; « m e n d e t e r n a t u r l i g v i s L u c i e , s o m e r m e s t e r for d e t h e l e , » o g d e t t e b l e v