FruLucieWolfsLivseridringer

183

SKUESPILKUNSTEN.

‘det gammeldagse, affekterede vaas, unatur fra først til sidst!» Realisterne paastaar, at i alt dette skjønne og poetiske, som idealisterne vil have frem, er der ikke den rette sandhed; det er for pyntet og udsmykket. Men er da ikke det skjønne ligesaa sandt som det stygge og grelle? Kunsten skal da saa langt fra at drage nedad, tvertimod løfte og føre selv det mest forvorpne individ hen til det evige og sande ved sin skjønhed. Kunsten skulde gaa haand i haand med religionen, der jo dog er den høieste og skjønneste poesi; og den om- “Straaler og kaster sin glans selv i den mørkeste vraa. Naar kunsten tager poesien til hjælp, maatte den da ikke — om end ufuldkomment — dog føre hen til samme maal ? Jeg synes f. eks. det er en stor feil, at presterne aldrig besøger theatret. En undtagelse gjorde dog biskop T a n d b e r g , Jeg har hørt prester sige, at de nok kunde have lyst til at besøge theatret, men ikke gjør det, fordi de troede, det vilde vække forargelse hos adskillige i menigheden. Det er jo for galt, at dannede, oplyste mænd skal behøve at tage saadanne hensyn. Dette er jo det samme som at sige til disse ensidige, uvidende mennesker, at den dramatiske kunst er synd. Netop presterne skulde besøge theatret; de vilde da lære folket, at theatret som kirken skal virke hen mod samme maal til opløftelse og belærelse, og mangt et godt frøkorn kan finde vei til hjerterne ligesaavel i theatret som i kirken. Jeg husker min gamle, gudfrygtige søster M a r t h e , som i mange aar var hos mig, kom hjem en aften efter opførelsen af operaen «Faust». Hun var forgrædt og aldeles betaget og udbrød : «Ja, dette var i sandhed en saa opløftende og gribende kirkegang, som jeg meget sjelden har været med til. Og saa denne skjønne musik, ja, det maa •være himmelens sprog, der tales i den.» vai tilstede, naar vi spillede han frydede sig ubeskrivelig.

der altid

H o l b e r g og M o l i e r e , hvorover