FruLucieWolfsLivseridringer

I KJØBENHAVN. K jøbenhavns theater stod høit dengang. At det var god, gedigen kunst, som presteredes der, var let at forstaa. Alt — det mindste som det største — stod her i skjøn harmoni; der var intet som stødte hverken øie eller øre. Den mindste rolle blev spillet udmerket og gled paa den rette maade ind i de større rollers gjengivelse; der var en forstaaelse og et samspil, som det var en ren fryd at høre og se paa. Og saa dette, som jeg alt fra barneaarene hai sat saa høit, der var ikke en, som ikke bevægede sig smukt; alt var harmonisk — gang, manerer, mimik, — aldrig var der noget eller nogen, som saarede skjønhedssansen. Her fik man se, hvor velgjørende og opdragende det er for unge mennesker at være ved en kunstanstalt, hvor alt saadant f o r ­ dres, før de faar lov at komme frem. Selv om man har en lykkelig og gratiøs natur, saa er der dog saa uendelig meget, som maa læres og iagttages for at person og rolle kan smelte sammen paa den rette maade. Jeg saa fru i «Nei», men — jeg maa vel bede ydmygt om forladelse — jeg likte hende ikke. Vistnok forstod jeg, at her var fuldendt kunst, men jeg fandt, at her burde der være mer natur. Hun var ikke en ligetil, naturlig, forstandig ung pige, som Sofie i

H e i b e r g som Sofie