FruLucieWolfsLivseridringer

H

fru L ucie W olfs livserindringer .

mindes saa levende, at en slægtning af os, kusine dag kom ind til fader med en tine i haanden. Hun lukkede tmen op og tog ud en lang, sort, deilig haarflette og sagde, at A n n a D o l v e var syg til døden, og hun havde bedt om at klippe fletten af hende og bringe den til broder med hilsen, at hun nu snart gik hjem til sin Gud. Fader græd som et barn, kyssede fletten og gjemte den som en helligdom. Ja, mine minder om fader er saa mange, at jeg kunde fylde mange bøger med fortællinger om ham og dog aldrig blive færdig; thi hver dag i mit barndomshjem efterlader et eller andet lyst minde om ham. Ak, hvor godt jeg husker den sidste gang, jeg saa ham, da sad han blind, men alligevel glad som et barn; han sagde, at Gud nu gav ham syner, som han aldrig havde havt, da han var seende. Da jeg kom og saa ham sidde saa hjælpeløs, aa min Gud, for en smerte jeg da følte; og da jeg talte til ham, brast han i graad og sagde: «Ja,’ ja, der er du, mit elskede barn, ak! jeg kan ikke se dig; men jeg hører jo din vakre stemme; den lyder for mit øre som en af vore kjære, gamle sange. Kom her tæt hen til mig og knæl ned, saa jeg for sidste gang kan give dig min velsignelse. Og saa skal vi, om vi nu skilles en stund, glæde os til vort gjensyn i himmerig.» Ja, fader var en barnesjæl i aand og sandhed. Dette sagde ogsaa pastor D a n i e l s , da han talte ved hans baare:

S i g r i d , en

S i g r i d

S v e n d

E m i l , prest i Herslev,

en mils vei udenfor Roskilde. plejeforældre til min ældste datter

Han og hans hustru blev

A u g u s t a , som kom til'dem

kort efter W o l f s død og blev der, indtil hun blev gift med justitsraad og inspektør for kommunens hospitaler i Kjøben-