FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs li vse ri nd r in g er .

har jeg altid følt. Flere af dem var just ikke saa behagelige at have med at g jø r e ; men den ting at faa spille sammen med udmerkede kunstnere, som flere af dem virkelig var, er den bedste instruktion, et ungt talent kan faa. Man føler da bedst sine egne mangler og tvinges til at tænke, for at ens egen rolle ikke skal komme til at staa i en altfor skjærende modsætning til de medspillendes. Og det husker jeg godt, at den maade, J ø r g e n s e n sagde sine replikker paa, var noget som i høi grad fængslede min opmæ rksomhed; dertil havde han et skjønt, fuldtonende organ og meget faa, men høist virkningsfulde bevægelser. Jeg forstod, at denne mand havde trængt dybt ind i den rette og sande kunsts aand, og at han lagde sin hele sjæl i det han sagde og gjorde. Dertil var han naturlig, var fuldkommen herre over sin person og sine bevægelser, og det uagtet han var halt, hvad man tydelig kunde se, naar han gik paa gaden, men ikke naar han stod paa scenen. Det var en kold og stolt mand, til dagligdags meget lunefuld og mindre end behagelig. Det var formelig en naade, naar han nedlod sig til at tale med som jo nu var dem, der lidt efter lidt bemægtigede os det kvindelige repertoire. Dette kan man jo begribe just ikke bidrog til at gjøre os elsket af skuespillerne, da de fleste havde hustruer, fra hvem vi røvede, om jeg saa maa sige, deres sidste og eneste lam. Dog var J ø r g e n s e n at sige til mig, at jeg var en egte perle, som der kunde blive meget af, og at det var ham en glæde at spille sammen med mig. Han spillede med mig lodsen i «En søndag paa Amager», og Ole i «Abekatten»; men om det nu var, fordi jeg og J o h s . B r u n havde feiret vore største triumfer heri i Bergen, ja, jeg ved ikke, men jeg fandt B r u n flinkere som den tro­ skyldige, barnlige Ole. J ø r g e n s e n var mer en slu, insinuant tjener og var ikke i sin sang og tale saa rørende simpel og elskværdig som J o h a n n e s ; for naar han sang; «Den gang jeg

L a u r a S v e n d s e n og mig,

saa naadig