FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs l i v s er ind r in g er .

154

det er nok saa, Gud hjælpe mig saa sandt at bære dette!» sagde fader. Scenen i baaden, da jeg gik fra fader, vil jeg ikke forsøge at beskrive. Han mistede hatten i sjøen, da jeg omfavnede ham voldsomt sidste gang. Katten skreg og var ræd, da den blev sendt fra haand til haand op paa skibet. Jeg vilde havt katten med mig til Kristiania; men da kapteinen negtede mig det, fordi han mente, det kunde være ildsfarligt at have katter ombord, maatte min stakkels kat ned igjen paa samme maade. Jeg kom da op paa skibet, og baaden med alt, hvad jeg elskede, fjernede sig mer og mer, snart kunde jeg ikke øine den, da graaden blændede mit syn aldeles; der var viften og taarer i massevis. Skibet gled langsomt udover til Kvarven; — og saa var B e r g e n g j e m t f o r mi g. Reisen var lang og trist; stygt veir næsten hele tiden. Der var en herre ombord, som var meget opmerksom og venlig mod mig, det var skrev sit vakre digt. Han havde syntes saa synd i mig ved afskedsscenen med katten og lovede at sende mig en sød liden kat, naar vi kom til Kristiania, som trøst for «Pollemine». Det merke- lige ved «Pollemine» var, at efterat jeg var reist, vilde den ikke spise; den gik formelig og søgte efter mig i huset, og det var klart at se, at dyret tæredes hen af længsel. Tilsidst forsvandt den til stor sorg for fader, som fandt en slags trøst i «Pollemine», naar han længtede formeget efter mig. S c h i ø t z sendte mig et par dage efter min ankomst til Kristiania en kurv, hvori laa en yndig pus med rødt baand med en liden klokke i om halsen. Til klokken var fæstet et lidet brev fra pus, hvori den introducerede sig og lovede at være sød og artig og paa bedste maade forsøge at erstatte «Pollemine». Foruden pusekatten fik jeg ogsaa D a n i e l S c h i ø t z , som faldt i den danske krig, og om hvem B j ø r n s o n

Ø s t g a a r d s

«En fjeldbygd» samt følgende brev: