FruLucieWolfsLivseridringer

150

fru L ucie W olfs li v se ri nd r in g er .

huide gribe disse heldige forvarsler og ialfald have saa megen aeigjenighed, at de ikke holdt det for nogen umulighed at kunne bemægtige sig landets skuepladse og især den, hvor kampen for en national scene egentlig skal udkjæmpes. Ialfald maa en saadan tanke fuldkommen forsone dem med den ubehagelighed, at deres bedste dramatiske kræfter, efter- hvert som de er nogenlunde uddannede, trækker bort.’ » Saa kom tiden for m in a f r e i s e . direktionen om at faa en afskedsforestilling; men dette blev afslaaet af den vrede dr. Mine kamerater, som var indignerede, fordi der blev negtet mig afskedsforestilling, tilbød sig alle som én at assistere mig. Forestillingen bestod af et par enakts stykker og tilslut en epilog af sorenskriver B ø g h , saalydende: i den sag. sal kaldet. Saa maatte jeg da tage en koncertsal

Jeg søgte theater-

D a n i e l s e n , som havde mest at sige

— P e l l o t ’ s

Ak, hjertet er saa fuldt, dets sterke slag forraaader, hvad der bor saa dybt derinde, det skjælver mod den tunge afskedsdag, det stunder bort, men kan dog ro ei finde; det slog urolig under hjemmets tag, men vil dog evig elske dette minde. Det bæver nu i bitre afskedsstund; har selv dog valgt at søge fremmed grund. Men I vil mig forstaa, som vanlig skued’ mit første skridt paa kunstnerbanen her, som troed’, at en gnist der stille lued’ i mig af kunstens rene himmelskjær, — I vil forstaa hvorfor, — om end jeg grued’ for afskedsstunden, naar den kom mig nær. Jeg følte fast, jeg maatte lænken bryde, om denne gnist i flamme skulde skyde. Hvor har dog kunstens barn sit rette hjem? Ei der, hvor det sin vugge netop satte, ei der, hvor spiren allerførst skjød frem. Til tid og sted ei bunden er dets skatte,