FruLucieWolfsLivseridringer

I 47

TIL KRISTIANIA.

ligt det maatte blive, naar vi skulde rives fra hinanden, og naar «hans livsglæde,» som han kaldte mig, skulde forlade ham. Tiden for min afreise nærmede sig mer og mer. Jeg fik en mængde — baade mundtlige og skriftlige — bønner om dog at forandre min beslutning og blive i min fødeby, hvor jeg maatte føle, at alle elskede mig. Ja, havde det staaet til mig, havde jeg visselig revet kontrakten i filler og været hjerteglad ved at forblive der, hvor alt var solskin omkring mig. Men jeg følte tillige, at nogen udvikling i min kunst var der nok lange udsigter til; thi mine venner var for mange og min ungdomsglæde for stor til noget alvorligt studium. Her vil jeg tillade mig at citere, hvad hr. i sin bog om de bergenske theaterforholde i den periode: « _ — Den 28de mars optraadte jomfru sidste gang i Poul Falkenbergs rolle i «De uadskillelige». Hun blev ved forestillingens slutning fremkaldt, ’hvilket vi,’ bemerker «Stiftstidenden», under andre omstændigheder vilde have fundet ganske passende, men da opinionen nu i den senere tid saa sterkt har ytret sig mod hende, kan vi ikke betragte denne fremkaldelse af hendes velyndere som andet end et bevis paa taktløshed.’ Det bergenske publikum synes i det hele taget ikke at have taget sin tidligere yndling det naadigt op, at hun vilde forlade dem. Ved hendes optiæden den 6te mars som Sigrid i «Til sæters» var dei faldt «opinionsytringer» i theatret, i hvilken anledning «Stifts­ tidenden» finder aldeles ikke at kunne undre sig over, at publikum ikke ubetinget vil skjænke d e n sit bifald, som agter at forlade den nationale scene for at gaa over til et dansk, eller om man vil dansk-svensk-norsk theater og saaledes svigte den idé, for hvis gjennemførelse man har lidt og kjæmpet saa meget.’ Forøvrigt haaber bladet, at jomfru og Bergens publikum vil kunne skilles uden at have noget

B lan c skriver

J o h a n n e s e n for

J o h a n n e s e n