FruLucieWolfsLivseridringer

DET NORSKE THEATER.

I4 1

Saa tag da, hulde, dette speil, det viser skjønhed uden feil, det viser Amors hulde kjerte; og har du sødt i speilet leet, saa har du .grant det billed seet, som staar i mangen ynglings hjerte.

Da jeg viste fru

G rung dette og udtalte min store be­

undring over verset, sagde hun: din digterbeundring, for det er

«Aa, du kan slaa af paa stjaalet gods; her skal du

selv faa læse, det er

C h r . W in t h e r , somhar skrevet det.»

Det var vel, at jeg ikke vidste, hvem giveren var; for jeg havde nok da ladet ham undgjelde for min skuffelse. Da jeg spillede Sigrid i «Til sæters», var der især en, som havde det svært hedt. Saaledes husker jeg en nat, jeg vaag- nede ved, at der under mit vindu blev spillet paa violin alle melodierne, jeg havde sunget samme aften. Jeg maatte op af sengen og se, hvem den sværmende yngling kunde være. Hans ansigt kunde jeg ikke se, da han stod i skyggen, men jeg fik en hjertelig latter; thi for hver melodi, han spillede, lagde han violinen paa sneen og gav sig saa til at hoppe og springe som en hallingmand, slaa floke med aimene og gjoie de mest komiske gymnastikøvelser, alt for at holde varmen i kroppen, da det var en gnistrende kulde. Naar han var tøet lidt op, saa tog han paa at spille igjen. Det var saa usigelig komisk at se denne ensomme mand staa i nærheden af kirkegaardsporten midt om natten og spille, hoppe, trampe og blaase i fingrene, stadig seende op mod mine vinduer, hvor der jo var mørkt og tyst. Siden fik jeg vide, hvem han var: en meget flinkmusikei, og vi havde senere mangen god latter heraf. Flere af mine beundrere var jo temmelig dristige. Som en aften jeg var paa maskerade paa Damsgaard, et godt stykke fra byen. En veninde og jeg kjørte sammen i lukket vogn.