FruLucieWolfsLivseridringer

i 38

fru L ucie W olfs l i v s e ri nd r in g er .

Heldigvis — eller uheldigvis — viste det sig, at jeg var den af personalet, som havde erlagt de største mulkter; men da jeg fik min gage udbetalt sidste gang, fik jeg 15 daler over det, jeg skulde have, da konsul

M i c h e l s é n fandt, at jeg

burde have denne sum tilbage.

Dette var nu kjærkomment for mig.

Den største mulkt

‘kunde jeg takke jomfru paa bagsiden af theatret.

L a b é for.

Der var en liden have

Døren ud til den stængte hun hver dag, naar der var prøve, paa den tid stikkelsbærene var modne. Dette ærgrede mig i høi grad, da jeg maatte staa og se paa de deiligste bær og lide tantaluskvaler, som. jeg virkelig gjorde. Vinduet sad for høit til, at jeg kunde hoppe ned. Min ven S c h j ø d t saa, at jeg stod der og smegtede efter stikkelsbær ret som det var, og fik medlidenhed med mine kvaler. «Aa, stakkels liten,» sagde han, «det er skam og spot, at det gamle hespetræ skal forbyde den søte munden Deres nogle fattige stikkelsbær; kom her hen! I er saa let som en fjør, som F e s e r siger; sit jer indi tauget her, saa skal eg heise jer ner i hagen, og spis saa bare alt det, I orker, eg skal heise jer op igjen, naar I er mæt.»' Ja, jeg var ikke sen om at springe i tauget. Om det var, fordi frugten var forbuden, ved jeg ikke, sandsynligvis var det vel det; men aldrig i mit liv har jeg havt en saa stor nydelse af stikkelsbær som den gang. Der blev snart stor alarm herover, da jomfru høste sine bær og fandt trærne aldeles ribbede; men dette var ikke min skyld alene; maskinfolkene havde nemlig af mig lært denne lette maade at bekomme stikkelsbær paa. Jomfru L a b é for rasende til direktionen og anklagede mig baade for det, jeg selv havde spist, men værst fordi jeg formelig havde lært folkene at stjæle. Hun forlangte erstat­ ning for sit tab, da hun jo maatte betale leie af haven. Syn­ deren L u c i e maatte da staa frem og bekjende sin skyld. Jeg fik svære bebreidelser for slet opførsel, men mest for

L a b é skulde