FruLucieWolfsLivseridringer

1 3 6

fru L ucie W olfs l i v s e ri nd r in g er .

med mig, saa det var rent umuligt at opnaa saa megen stilhed, at vi kunde fortsætte læseprøven. Saa taug de et øieb lik ; men straks jeg skulde til at læse igjen, saa blev der kun et skrig af latter. Til slut sagde L o d d i n g : staa der og skamme Dem, til Deres uopdragne latter vil give sig. Det er jo merkeligt, at man virkelig taaler en saadan uro­ stifter her. Hun skal ikke alene faa stor mulkt; men enten hun eller jeg skal herfra, det er sikkert; det gaar ikke an at lade sig daglig spille paa næsen af hende.» I gangen blev jeg meget fortvilet over mig selv. Jeg begyndte nu at græde, stak hovedet ind af døren og bad: «Aa, kjære, snille L o d d i n g , vær ikke sint paa mig, jeg kunde ikke for det, og jeg skal virkelig ikke mere forstyrre prøven.» Jeg tog hans haand, kyssede den og sagde: «Omforladelse, omforladelse, omforladelse!» Han lod sig da bevæge til at smile til mig. Igrunden var han en venlig, godhjertet mand, men lidt sær, og jeg maa jo bekjende, at jeg ofte satte hans taalmodighed paa prøve. — Han likte slet ikke, at jeg var saa familiær med simple folk som tjenestepiger, kurvkoner og lignende. Kurvkonen A n d r i n e , som sad udenfor porten til theatret, ærgrede ham især en gang. Jeg k om ' spadserende med ham i min bedste pynt, ny kjole og hat og en slags beduin, som dengang var svært moderne; der var kvaster af angorauld i ryggen. Der stod en kone ved siden af gang paa gang og bad om stilhed. bede Dem gaa ud i gangen, jomfru J o h a n n e s e n .

L o d d i n g stansede

«Ja, maa jeg saa

De faar da

A n d r i n e ; idet vi

kom og skulde ind af porten, siger konen:

«Ok nei, kaa pen O g se, hon har

den unge jomfruen er! smalerumper i ryggen.»

K a ’ heter hon ?

«Aa, det er jomfru

J o h a n n e s e n ,»

svarede

«Goddag, jomfru, skal eg ikje snart faa de

A n d r i n e .

skillingerne, I skylder meg? Det er skam og spot at være saa fornem og saa lade en stakkels, fattig kone vente saa