FruLucieWolfsLivseridringer
122
fru L ucie W olfs liv se rind r ing e r .
Fader og moder modtog med glæde hendes vakre tilbud, og fra nu af var jeg der den meste tid af dagen, naar jeg ikke var paa prøver; natten var jeg hjemme, da det kun var at springe over gaden. Hos L o u s’s gik jeg nu daglig i skole for at lære pene manerer. A k ! hvor jeg befandt mig vel der. Det var et lykkeligt, velsignet hjem; der herskede harmoni og kjærlighed over alt og alle. Aldrig har jeg seet noget hjem og en saa stor søskendeskare, som var hinanden saa inderlig hengivne som L o u s’s. Det var visselig fru ædle, gudfrygtige sindelag, som var sjælen i hele det smukke samliv, her førtes. Jeg kom der for det meste fil frokost. Vi sad da alle samlet om bordet, og før vi begyndte at spise, læste fru G r u n g et lidet stykke, en ganske kort morgenbøn. Efter frokosten gik enhver til sin gjerning. Naar jeg saa kom hjem til middag, maatte jeg banke paa døren, komme stille og pent ind og hilse, sætte mig rolig og gratiøst paa min stol og fortælle dagens oplevelser paa en dannet og pen maade med et ordentligt sprog og ikke tale for hurtig, som var min vane eller rettere uvane. Fru Ved bordet lærte jeg at spise med gaffel, hvilket var uvant og besværligt for mig. Ja, jeg kan trygt kalde fru G r u n g en udmerket instruk tør. Hun iagttog med kjærlig aarvaagenhed alt hos mig. Naar jeg slog hendes bemerkninger hen i spøg og latter, sagde hun: «Nei, L u c i e , dette skal du tage alvorlig. Husk paa, at alt det, som saa mange andre med stor anstrengelse maa lære, det har du faaet af naturen, men der skal blot pudses lidt af paa dig for at gjøre dit hele væsen kvindeligt, saa at du baade paa scenen og udenfor kan blive en rigtig yndig, ung dame. Du er for voldsom, barnet mit, dit varme ungdoms blod farer for raskt afsted med dig, og du skal være snil og G r u n g afbrød mig af L u c i e n min, giv dig og til med: «Naa, naa, ikke saa hurtig, tid, det haster ikke. Og saa maa du ikke sige «ikje», det er simpelt og stygt, og ingen dame siger det.»
G r u n g s
Made with FlippingBook