FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs liv se rind r ing e r .

Teppet gik op.

Saa stod jeg da der.

Aa, saa høit,

saa høit! syntes jeg. Det glitrede — «grønt og gult og rødt for øiet svæver», som det staar i digtet om «Det døende barn»; men her var det glædesfyrværkeri for et livsglad, lykkeligt barn, det var forskjellen. Hvordan jeg sagde mine replikker havde jeg ikke mer idé, om end det barn, der var født igaar. Jeg spillede vist­ nok forfærdelig slet, ja, der var sikkert ikke tale om spil idetheletaget. Dette fandt nok ogsaa recensenterne; thi uag­ tet jeg gjorde lykke og blev flere gange sterkt applauderet, saa skrev de, at om de end maatte rose mig for meget, saa kunde de dog efter denne første optræden ikke udtale nogen bestemt dom om min begavelse, men maatte vente til næste debut. Det varede ikke længe, før de fik troen paa mit talent; for min næste rolle i «Emilies hjertebanken» løste alle tvil. De strømmede nu over med ros og virak. Her følte jeg mig hjemme, her fik jeg synge, danse og rigtig boltre mig i straa- lende ungdomsglæde. Denne rolle læste forhenværende skue­ spillerinde fru H a g e r u p med mig; det var en udmerket vej­ ledning, hun gav mig. Hun sagde : «De har kun at være en sød, glad og indtagende, jomfru J o h a n n e s e n ; men De skal bruge Deres egen natur og kun give, hvad De selv vilde føle, naar De for første gang skulde paa bal.» Ja, dette forstod jeg, og jeg gjorde megen lykke. Min ven, F e s e r , var rent rusk af begeistring over «Emilies hjertebanken», han vilde helst se mig i det hver aften, sagde han. «Eg forsikrer jer, jomfru, at naar I synger: «Mit hjertes banken selv jeg ikke fatter», saa slaar mit hjerte netop som en lammerumpe af bare glæde over jer. Ja, I kan gjerne le og gjøre nar af mig, jomfru J o h a n n e s e n mor, det gjør ingenting, for eg vet, I mener ikje nokke med det; Gud velsigne jeres glade, friske og fornøielige latter, det er netop som balsam for brøste mit det. Klem bare paa, jo mer, jo bedre.»