FruLucieWolfsLivseridringer

DET NORSKE THEATER.

efter, kan jeg tro, saa det ender vel med, at hun sætter ild paa huset, for nu har hun rent slidt sig løs, og det maa jo ■ende med forskrækkelse. Ja, j a g a a n u ! Aa nei, jeg e r ikke sint paa dig, men lad mig være i fred, jeg har ikke tid at vaase med dig.» Jeg syntes saa synd i moder, jeg vidste, hvor meget hun havde havt at gjennemgaa med mig, saa jeg nu følte anger; jeg var jo saa lykkelig og glad, at jeg gjerne vilde tage den hele verden i favn og følte, at jeg nu ogsaa elskede moder; hun havde da af og til vist mig kjærlighed, og hun kunde jo ikke hjælpe for, at hun ikke havde fadeis -syn og forstand paa alt det, som var skjønt og poetisk. Ja, fader! Jeg siger: «Lykkelig det hjem, lykkelig den unge pige, som har en saadan fader!» For i alle de faiei og fri­ stelser, som unge piger i vor livsstilling jo har og jeg hai havt mange, mange og store fristelser, saa hai fadeis oid og mindet om ham staaet som en lysende stjeine_ foi mig og styrket og bevaret mig usle, skrøbelige menneske. Ja, han bar været en sikker styrmand og ført mig uskadt gjennem mange storme. Hans minde være evig velsignet! ■skulde d e b u t e r e . Tidlig om morgenen overraskedes jeg ved, at moder i egen person bragte mig kaffe paa sengen. Dette usedvanlige i moders maade at være paa rørte mig dybt, og jeg udblød. «Nei moder, hvor du er snil mod mig; men hvoi du ei bleg og ser syg ud! Er der noget iveien med dig, kjære moder?» «Aa nei,» sagde hun, «men jeg har ikke faaet søvn i hele nat; denne gigten, ved du jo, den plager mig saa svært.» Hun sagde dette saa vidunderlig blødt og vemodig og havde taarer i øinene. Jeg forstod nok, at det ikke denne nat havde været gigten, men uro for min skyld. «Aa, snille mo­ der, du er saa god mod mig,» sagde jeg. Hun klappede migTog sagde: «Aa ja, du er nu mit barn alligevel, og om Saa oprandt dagen for alle mine længslers maal: J e g