FruLucieWolfsLivseridringer

106

fru L ucie W olfs liv se rind r ing e r .

rollen.

Dette gjorde jeg, men fandt, at hverken stykket eller

rollen tiltalte mig. Der var jo ingen sange deri, dette som jeg sværmede saa meget for, og den unge pige fandt jeg ikke saa glad og naturlig, som jeg tænkte mig en lykkelig el­ skende pige maatte være. Dette sagde jeg M i c k e l s e n ; men han paastod, at jeg skulde forsøge den, da han fandt, at jeg sagde replikkerne naturlig og rigtig, bestemte saa, at naar jeg havde lært rol­ len, saa skulde vi have prøve hos ham. Dette gjorde vi da. Ja disse prøver var mærkværdige; det var en latter og en moro uden lige baade for mig og de tre direktører, som agerede fader, elsker og tjener. var min fader; han var en voldsom svær mand med en ko­ lossal mave. Da jeg ret som det var i min rolle skulde om­ favne ham, saa kunde jeg ikke styre min latter, for jeg rak jo ikke længer om ham end om den halve mave; jeg paastod, at det var en hel spadsertur at komme rundt om ham, hvil­ ken bemerkning jo fremkaldte en rasende latter. Fremdeles paastod jeg, at jeg ikke likte rollen. sagde, at dette var tøv, den maatte ligge for mig; men jeg var for voldsom baade i min tale og mine manerer. Jeg skulde ikke tale saa fort og have mere ro over mig, saa gik det godt. Ja, dette forsøgte jeg jo, og det gik stadig bedre og bedre. Saa erklærede da samtlige herrer, at jeg utvilsomt havde talent, og at jeg nu maatte gjøre alvor af det og debutere. Nu gik jeg til presten T h o r e s e n med en skrivelse fra l e r , hvori han sagde, at han — som de andre — var over­ bevist om min sceniske begavelse, og at det ikke kunde gaa an,“i at mine forældres gammeldagse anskuelser om dramatisk kunst skulde hindre et talent i at komme frem; at presten, som vidste, hvor vigtigt det nu var at erhverve virkelige be­ gavelser, m a a t t e forklare mine forældre kunstens sande be­ tydning og opnaa tilladelse for mig. T h o r e s e n sagde, at dette

H a d l e r

H a d l e r

H a d ­