FruLucieWolfsLivseridringer

ET STORT OMSLAG.

99

tanken derpaa. Saa meget vakkert og skjønt som rører sig i mig, det vil jeg vise folk; jeg vil fremstille lykkelige, glade piger: vise hvordan de skal bære sig ad, naar de skal være yndige og indtagende.» «Aa, L u c i e ,» sagde P e r n i l l e , «dette er jo kun sørgelig forfængelighed af dig. Tror du, at du kan vise folk, hvordan de skal bære sig ad i livet? Er du rent forstyrret, barn, hvor faar du alle disse n y k k e r f r a ? » «Nei, P e r n i l l e , nei det er ikke nykker, jeg kan fremstille gutter ogsaa, det kan du ikke kalde forfængelighed, vel? Og jeg kan ogsaa være gamle madam L e b a k op i dagen, det har fader selv sagt, og ham tror du da vel ?» «Ja, men L u c i e , det er stygt af dig, at du gjør nar af og aber efter alle mennesker; det er derfor, de er saa sinte paa dig. Folk er jo bange for dig og siger: ’Tag jer iagt! naar vi vender hende ryggen, saa kopierer hun os alle sam­ men ?’ Det kan nok være morsomt, men ikke for dem, som det gaar ud over.» «Ja, men P e r n i l l e , kan det skade nogen? Jeg gjør det jo ikke for at gjøre nogen noget ondt, det er bare saadan lyst jeg faar, naar jeg føler, jeg kan efterligne n o g e n ; og det er saa forfærdelig morsomt. Har du da glemt, hvor ofte du selv har leet af mig ? Du græd ogsaa, da jeg sang de smukke sange, som Ø l l e g a a r d J a c k P e d e r s e n s (saa hed vor gamle tje­ nestepige) havde lært mig. Og saa det deilige, gamle digt da, som du græd saa meget over og altid saa gjerne vilde høre, husker du det? Det sværmede ogsaa J o h a n n e s B r u n saa meget for og jeg maatte fremsige det saa ofte for ham.» Da det virkelig er vakkert, tillader jeg mig at citere det.

«Moder, hvilket deiligt skue! Saa du ogsaa, hvad jeg saa? Snart jeg fra den trange stue til Gud faders hjem skal gaa;