FruJulieSødringFødtRosenkilde

48

Ydmyghed i Kjærlighed til ham og Resignation for hans Skyld, til en sand Hymne over Moderkjærligheden, jeg ikke véd at sammenligne med Andet end Hartmanns skjønne Melodi i »Liden Kirsten«. En eneste Gang har Fru Sødring forsøgt en fuldkommen Stemmeforvandling, nemlig i en af hendes sidste Roller, Fruen i »Helene«, og Forsøget kronedes med Held, men karakteristisk nok, Publikum, der var uvant med dette stærke Spil hos den yndede Kunstnerinde, var yderst sparsom med Bifald og Anerkjendelse. Ellers var det altid den samme Stemme, kun et ødselt Væld af skiftende Tonefald. Hun ytrede selv om sin Diktion: »Min Stemmes Betoning paa Scenen staar over Faders; den er finere, vistnok fordi jeg er Kvinde og har — som saadan — gratiøsere og zartere Overgange i den. Den staar i nær Forbindelse med min rythmiske Sans. Jeg tror ganske vist, at jeg ikke havde kunnet fremstille Moderømheden i »Kampog Sejer«, hvis jeg ikke havde været musikalsk; jeg føler, hvorledes denne Gave hjælper mig, hver Gang jeg skal sige en Replik.« Man kommer ved Fru Sød­ rings Ord til at tænke paa en Ytring i Goethes »Wil­ helm Meister« (Fjerde Bog, Beg. af 14 de Kapitel), hvor der siges, at en Skuespiller uden Kjærlighed til Musik aldrig kan komme til et tydeligt Begreb om og Følelse af sin egen Kunst. Ligesom man agerer meget lettere naar Gebærderne ledsages og ledes af en Melodi, saale- ledes maa Skuespilleren ogsaa i Tankerne ligesom kom­ ponere sig sin prosaiske Rolle, at han ikke blot mono­ tont kludrer den af efter sin individuelle Skik og Maade, men behandler den i tilbørlig Afvexling efter Takt og Rytmus.