FruJulieSødringFødtRosenkilde

44

der stod, at hvis Fru Sødring ikke kom til at spille Rol­ len, ønskede han ikke Stykket gjenoptaget. Fru Sødring sagde selv: »Det som jeg har bestræbt mig for i min Kunst, er at være god a f Hjærte , saa jeg ikke saarede Nogen, naar jeg lod mit Humør og Lune spille, men opdrog dem, fordi de holdt af mig og kunde sé Alvoret bag det Altsammen. Nej, der er dog ikke Noget saadan som det sandt Komiske; det staaer saa højt, fordi den dybe Moral ligger bag ved det. Det var derfor, at Heiberg kunde sige til mig, at der var Intet, der henrev ham saaledes, som det Komiske. Kan De saa tænke, hvad jeg maatte føle, da jeg en Dag i et Selskab, kort efter at jeg havde debuteret, stod og talte med en Dame, og en Nysgjerrig trængte sig frem for at høre hvad jeg sagde, men snart mismodig vendte sig bort med de Ord: »Gud, — hun er jo alvorlig!« »Sandhed er som Gud selv; den overbeviser ved sin egen Magt. Ser man den i ren Nøgenhed, saa tvivler man ikke et Øjeblik; det har jeg følt tit paa Scenen, at formaaede jeg at fremstille Noget ganske som det er, saa havde jeg i det Samme sejret.« Og med Hensyn til hendes Naturlighed, som hører saa nøje sammen hermed, sagde hun en anden Gang: ’ Jeg vil slet ikke »spille Komedie«, jeg vil være et na­ turligt Menneske paa Scenen. Det er rent tilfældigt, at Tæppet gaar op, og Tilskuerne faa at se et Stykke Livs­ historie ; men je g , som optræder i denne Livshistorie, véd slet ikke af, at de ser det.« Sandhed betager ved sin Simpelhed, ved sine ringe Midler med de store Virkninger; saaledes ogsaa hos Fru Sødring. Hun talte ikke særlig højt, hun gjorde meget