FruJulieSødringFødtRosenkilde

io 6

jeg skulde være bleven saadan en stille, gammel Kone, og nu synes jeg, jeg næsten aldrig har været saa livlig som i Vinter.« De gamle Nordboere troede, det var et Varsel om Døden at se sin Fylgie, og Almuen tror endnu, at det at se sig selv er et sikkert Dødstegn. Og dog er det Udviklingens Forpligtelse at beskue sig selv for at lære sig selv at kjende. Men vist er det dog, at der er en Selvbeskuelse, som hviler paa Forfængelighed, og den er ganske vist et Varsel om aandelig Død. Man træffer meget ofte denne Forfængelighed hos Kunstnere, maaske oftest hos Skuespillere. Havde Fru Sødring den? Jeg tror, i en ualmindelig ringe Grad. Selv sagde hun paa sine gamle Dage: »Forfængelig? }eg vilde saa nødig være det, men jeg er det endnu. Naar jeg f. Ex. har skrevet et langt Brev til Nogen eller sendt Nogen en Gave, saa kan jeg gaa og udmale mig, hvorledes det bliver mod­ taget, hvor glad Vedkommende bliver for det og alt saadant Noget, saa jeg ender med at sige til mig selv: »Du er dog en taabelig verdslig Nar.« Som man vil se, var det ikke den værste Slags Forfængelighed. Den eneste Tid, jeg har troet at bemærke en vis sygelig Selvoptagethed hos hende, var den Periode, da hun havde trukket sig tilbage fra Teatret; da beskæftigede hun sig meget med den Tanke, at Publikum havde glemt hende, at man var utaknemmelig overfor hvad hun havde ydet, og Lignende. Da var der Bitterhed i hende; men hun fik hurtig Bugt dermed, og senere har jeg ofte tænkt paa, at hun var en beundringsværdig Undtagelse fra den gjennemgaaende saa forfængelige Skuespillerstand.