FruJulieSødringFødtRosenkilde

102 Naturen, bragt ind i Bylivet, den Tanke tiltalte hende. Ofte i det Foregaaende vil man have bemærket hendes fine, kjærlige Følelse for Naturen. Denne Følelse giver sig ogsaa Udslag i følgende Brudstykke af et Brev, hun d. 23 de Maj 1873 skrev til mig, da jeg med H. C. An­ dersen var paa Rejse i Schweitz. Hun siger: »Bed Andersen om han vil sætte sig hos mig paa Bænken ved Genfersøen; jeg har Noget at tale med ham om. Jeg vil bede ham om at lade de nys udsprungne Bøge og den yndige frodige Skovbund tale. Ofte har jo Skoven Grund til at være glad ov er Menneskene; men — ja, De kan nok mærke, jeg har sét Noget, som oprørte mig; det er Det, ]eg nu betror til Andersen. Det var i Søndagsformiddag; vi spadserede i den yndige Charlottenlund Skov; uagtet Kulden, var Alt dog Skjøn- hed, hvorhen man saae. Vi havde Bøgegrene med os og Blomster, som vi med stor Omhu bevarede, da de skulde smykke Hjemmet; min Dagligstue skulde for­ vandles til en Lund. — To Herrer og en Dame, som gik os forbi, saae paa vore Grene; den ene Herre blev tilbage, bøjede en dejlig stor Gren ned, brød en Del mindre Grene af og gik hurtig hen ad den foraarsfriske Skovsti; og hvad sér jeg ham saa gjøre? Han staar stille, sér paa sine Støvler, og med det lyse, dunede Bøgeløv tørrer han Støvet af disse væmmelige Støvler. Jeg havde nær skreget højt af Harme. Har De kjendt Mage til Raahed? Jeg tænkte paa Andersen; jeg syntes, han skulde hjælpe mig.« — Efter at have skildret Fru Sødring i Forhold til Men­ neskene og Naturen, vil jeg omtale hende i hendes Forhold til Kunst og Videnskab. Jeg tror at turde sige,