FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 34 —

angribes med Kraft, saalænge ikke alle ved en frivillig Beskatning vil yde deres Hjælp hertil. Medens endelig de fleste af Foreningerne i Lighed med den chri- stianshavnske kun antog sig dem, der ikke fik Hjælp af det offentlige Fattigvæsen, gjorde f. Eks. Understøttelsesforeningen for St. Johannes Sogn ikke sin Hjælp afhængig af de Fattiges Forhold til det offentlige Fattigvæsen og betragtede navnlig ikke de Fattige, der nød den saa- kaldte Interimshjælp, som staaende udenfor Foreningens Omraade. Disse Understøttelsesforeninger var et betydeligt Skridt i den rig­ tige Retning, men at Tilstanden ogsaa efter deres Dannelse lod meget tilbage at ønske, navnlig med Hensyn til Samarbejde mellem de enkelte Foreninger, herom har man et Vidnesbyrd bl. a. i den Betænkning, der den 28. December 1868, altsaa paa et Tidspunkt, da de fleste Forenin­ ger var stiftet, afgaves af et af Borgerrepræsentationen i 1865 nedsat Udvalg med det Hverv at »underkaste de under Fattigvæsenet hen­ hørende Stiftelser en Revision samt gjøre Forslag til en Samvirken mellem den private og den offentlige Godgjørenhed og til at organisere en Fattigforsørgelse, der har det i sin Magt at skjelne mellem værdige og uværdige Trængende og forebygge de Førstnævntes Overgang til fast Forsørgelse under Fattigvæsenet.« Denne Betænkning, der helt igennem hviler paa humane Synspunkter, giver et klart, men sørgeligt Indblik i Datidens Fattigforhold og viser navnlig, at den Tilstand, hvori Fattigvæsenets Stiftelser paa det Tidspunkt befandt sig, var aldeles uforsvarlig set saavel fra et økonomisk som fra et moralsk og hygiej­ nisk Standpunkt. I denne Forbindelse er det særlig Afsnittet om Forholdet mellem den frie Fattigforsørgelse og det offentlige Fattigvæsen, der har Inter­ esse, hvorfor der til Belysning af den herskende Tilstand skal gengives et Uddrag heraf. Udvalget er, ligesom senere den store Fattigkom­ mission (pag. 10), af den Opfattelse, at der ved Siden af det offentlige Fattigvæsen bør staa et frivilligt af tilstrækkeligt Omfang og med de fornødne Midler, og at disse to Former af Fattigvæsenet bør arbejde Haand i Haand. »Der maa bestaa et saadant Forhold mellem det tvungne og det frivillige Fattigvæsen, at hiint kan henvise Individer, der falde ind under Begrebet »værdige Trængende«, til dette, og at