FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 248 —

»Vagabond«, hvis naturlige Opholdssted var under ordnede Forhold paa en Arbejdsanstalt ell. lign., holde »den gaaende« Maaneder igen­ nem (uden at røre et Lem til Arbejde) ved at tigge om Dagen og om Natten faa Logi paa et eller andet »velgørende« Herberg for hjemløse. Hvor hyppigt er jeg ikke blevet ringet op af en eller anden »hjerte­ varm Dame«, som har anmodet Forsørgelsesvæsenet om at tage sig af en eller anden stakkels Familie, som blev den private Velgørenhed for dyr, — skønt paagældende i Forvejen var under fast Forsørgelse af Fattigvæsenet og intet manglede af det nødvendige! Hvor mange kostelige Historier har jeg ikke faaet serveret af trængende, hvis Mis­ undelse eller Hævnfølelse løb af med dem, om alle de Maader, andre har forstaaet at narre det ukontrollerede Velgøreri paa, og hvor sjæl­ dent er det ikke i det hele taget at se blot et Minimum af Kendskab til Mulighederne for at afhjælpe en opstaaet Trang gennem den alle­ rede bestaaende Lovgivning; paa dette Omraade er Velgørerne langt mere blanke end de trængende selv!« K . /(. Steincke tog da ogsaa i 1912 Initiativet til at søge denne Sag bragt frem til praktisk Løsning paa Frederiksberg ved Oprettelse af et Centraloplysningskontor. I en Indstilling til Direktøren for Frede­ riksberg Forsørgelsesvæsen, W. liarpøth, udtaler Fattiginspektøren saaledes, at han »ved saa mange Lejligheder har haft Anledning til at se, i hvor høj Grad den manglende Centralisation indenfor Velgøren­ heden og det ringe Samarbejde mellem denne og det Offentlige frem­ mer Misbrug og Plattenslageri og umuliggør det for Kommunen — som for de forskellige Institutioner — at vinde virkeligt Overblik over og føre Kontrol med Trangen og dennes Afhjælpning ......... Frede­ riksberg er saa stor, at saavel det Offentlige som den private Vel­ gørenhed har saare vanskeligt ved at undgaa stadig at blive taget ved Næsen, idet det personlige Kendskab i Reglen fattes............ Det er saaledes ikke sjældent hændt, at saavel private som Menigheds- plejer viser sig at have ydet en ikke ringe Hjælp til Personer, som samtidig fik en efter deres Forhold tilstrækkelig Fattighjælp, hvilket formentlig er et meget utiltalende Fænomen; thi de private Midler er saa begrænsede, at hvad man yder den ene, det »tager« man fra den anden, og har Kommunen maattet træde til, synes det dog det