FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 246 —

Og hvad er det hele saa værdt? Af den Oversigt, der i 1910 blev udarbejdet til Brug for den internationale Velgørenhedskongres i Kjø­ benhavn, fremgik det, at der i Hovedstaden aarlig uddeles 2,7 Mill. Kr. og i de øvrige Byer 1,1 Mill. »heri ikke medregnet Værdien af gratis udført Arbejde«! Er man virkelig ikke i Stand til at se disse Beløbs latterlige Lidenhed, fordelt paa 1000 Foreninger over hele Landet? Med Fare for at saare dem, der virkelig lægger deres Sjæl i denne Virksomhed, og som altsaa i hvert Fald fortjener Tak for deres gode Vilje, og skønt man kan synes at være uretfærdig overfor de Forenin­ ger, der med en fornuftig Ledelse udfylder en i hvert Fald for Tiden uundværlig Plads, betænker jeg mig dog ikke paa at sige, at hele dette forvirrede, planløse, ofte sentimentale eller forløjede Velgøreri uden Kontrol og virkelig Indsigt i Samfundsforhold eller i Lovgivning, naar alt kommer til alt, principielt gør mere Skade end Gavn. Dets Hovedvirkning er — i hvert Fald i Storbyer — at demorali­ sere Befolkningen, baade den, der skulde hjælpes, og den, der optræder som Bidragyder, og det undrer mig derfor ikke, at de mere klart- seende Arbejdere intet har tilovers for den heromhandlede private Velgørenhed, der altsaa virker gennem Foreninger med tilhørende Pressehyl, Opraab, Cirkulærer, »Dage«, Fester osv. Thi for det første maa det skære den Arbejder, der har nogen Følelse for sin egen Men­ neskeværdighed og Samfundsværdi, i Hjertet at være Vidne til al den Humbug, der drives med selve Nøden, og dernæst gør det et ikke min­ dre uhyggeligt Indtryk paa ham at se en stor Del af sine Klassefæller — ofte ikke de mest trængende — successive tabe deres Selvfølelse, demoraliseres og forvandles til Plattenslagere og Krumrygge, hvis Formaal mere og mere bliver at rende rundt fra den ene Forening til den anden for at »slaa« dem for Penge eller andet, snart under det ene, snart under det andet Paaskud. Men samtidig demoraliseres ogsaa »Velgørerne«! De mere over­ fladiske indenfor Overklassen, der stadig rendes paa Dørene med Op­ fordringer til at yde til dit og dat, bilder sig ind, at der »jo gøres saa overordentlig meget for de fattige«, og de dulmer deres urolige Sam­ vittighed ved et Par Kroner i Ny og Næ, samtidig med at der hos flere og flere opstaar et uundgaaeligt Lede ved det evindelige Prelleri i