FrederikVIOgASØrsted

172 den Samtale, jeg kort efter havde den Ære at have med Dem, atter om hiint Alternativ. Dette bragte mig til at nævne det da ledig bievne Justitiarat som et Embede, der kunde convenere mig, hvis H. M. ikke ønskede at beholde mig i mit nuværende Em* bede, men jeg yttrede ingenlunde, at jeg foretrak denne vist nok yderst ubehagelige Embedsforandring for en Indskrænkning i min literære Virksomhed; og af Deres Excellences Yttringer havde jeg heller ikke ventet, at De saaledes havde optaget mine Udladeiser. Da jeg nu dog seenere fandt Anledning til at for* mode, skjøndt maaskee aldeles urigtigt, at Deres Excellence saaledes havde opfattet dem, saa bestemte dette mig til, ved hiint Skridt at søge, om mueligt, at forebygge en paa Misforstaaelse grundet Beslut* ning. Jeg maa hermed forbinde den oprigtige Til* staaelse, at denne hele Sag har bragt mig i Vilde* rede med Hensyn paa Deres Excellences Sindelag imod mig. Jeg levede forhen i den faste Overbeviis* ning, at jeg i Deres Excellence havde en Velynder og Beskytter, der baade erkjendte mine redelige Bestræbelser som Embedsmand, og havde personlig Godhed for mig. Men under denne Sag er det stund* om faldet mig ind, at Deres Excellence ønskede mig ud af Cancelliet, jeg har vel hverken kunnet fuld* komment troe eller begribe det, men Tvivl er dog idelig opstaaet hos mig. Der skal intet være mig kjærere end om min Tvivl er ugrundet, og jeg skal da, med Fornøielse, erkjende det, ligesom Deres Ex* cellence vist og er saa billig, at De vil kunne tilgive, at jeg, under de saa uventede Krænkelser og Ube* hageligheder, jeg har maattet udstaae i denne Tid, ei ret har kunnet vide, hvad jeg skulde troe. Her har Deres Excellence min aabne Erklæring om Anledningen til hiint Brev, der fik en saa uforud*