FrederikVIOgASØrsted

XIV om mit Levneds og min Tids Historie« (Kbhvn. 1877 ) bekræfter H. N. Clausen, at »Afskedigelsen af Ør* sted, fordi han i Forbigaaende havde vovet sig ud paa dogmatisk Glatis, var virkelig dengang Gjern stand for almindelig Omtale«, og han tilføjer, »at Fortsættelsen af »Juridisk Tidsskrift« kun blev til* ladt imod udtrykkeligt Tilsagn om udelukkende at give Artikler af strængt*juridisk Indhold Plads i sam* me. Saaledes stode Vilkaarene dengang for Ytrings* friheden i teologiske Æmner!«*) 2 . Det var Samtidens Ord. De efterfølgende Forfat* tere bygge simpelthen kun paa Mynster’s Udtalelser i hans »Meddelelser om mit Levnet« uden selv at foretage blot de nødvendigste Kildeundersøgelser — hvis de overhovedet omtale Ørsted’s Stilling i 1826 . Dette gælder saaledes Ludvig Helxveg — i første Ud* gave af »Den Danske Kirkes Historie efter Reforma* tionen« —, der dog i Modsætning til Mynster uden videre slaar fast, at Grunden til Frederik V I’s Ind* skriden overfor Ørsted » udentvivl « maa have været den, at Ørsted ved sin Afhandling har villet influere paa Dommernes Kendelse i den Clausen*Grundt* *) L. c. S. 129 — 30 . Begyndelsen af det paagældende Stykke lyder saaledes: »Denne (videnskabelige) Frihed var virkelig truet; hvor al= vorligt, ses bedst af A . S. Ørsteds Exempel. D et 12 te Bind af »Juridisk Tidsskrift« ( 1826 ) leverede en Afhandling af den højt ansete Forfatter: »Behøver Kirkeforfatningen i Danmark en gjennemgribende Foran= dring?« Den var med Hensyn til Kirkeforfatnings*Spørgsmaalet meget konservativ, men den var uvilkaarlig bragt til at vove sig ind paa Kirkelærens slibrige Omraade, hvor da (efter Mynster. S. 230 ) »højt et Par uagtsomme Udtryk kunde være uvillige, stræng=orthodoxe Læsere til Anstød.« D et klinger fabelagtigt, naar Mynster føjer til, at »det nær var kommet dertil, at Ørsted ganske havde maattet forlade sin davæ= rende Embedsstilling.««