FrederikVIOgASØrsted

121 stræbt — jeg tror ikke uden Held — at gjendrive de Klager, man daglig læser og hører over vore kirke* lige Indretninger, og at vise det Ubetænkte i de mange Ønsker, der fremføres om en Grundforan* dring i vore Kirkelove. Jeg har især med Omhue søgt at forsvare den Eed, der, efter vore Love, fordres af Præsterne. Det er en meget forskruet Forestilling, at denne Eed indeholder en utaalelig og uchristelig Samvittighedstvang. Denne Forestilling tjener ofte til Paaskud for Samvittighedsløshed, idet man me* ner, at en saa naturlig Eed ikke kan forbinde. Den giver derfor Zeloterne Stof til bittre Klager over en Regjering, der er langt fra at holde over Eeden i hin Betydning. Der er idelig, i offentlige Skrifter, blevet opfordret til en Forandring og nærmere Bestem* melse af Præsteeeden; jeg har modtaget flere private Opfordringer i saa Henseende, og det af de rede* ligste og meest christelig sindede Gejstlige, som fandt deres Samvittigheder besværede. Fuldkommen over* beviist om det Betænkelige i et officielt Skridt i saa Henseende har jeg, til disses og fleres Beroligelse, afgivet min private Mening, der, som Deres Excel* lence har læst, gaaer ud paa, at der aldeles ingen Trang existerer til at gjøre nogen Forandring i Eeden. Langt fra, at denne skulde indeholde en uværdig og fordærvelig Samvittighedstvang, finder jeg, at de, der have udkastet Eeden, have med en Viisdom, der har sin Rod i deres Retsindighed, valgt saa heldige Udtryk, at der bevares al ønskelig christelig Sam* vittighedsfrihed. Men jeg har ikke blot viist, at Eedens klare Bogstav hjemler den Forklaring jeg, gaaende heri i de meest anseete og rettroende Theo* logers Spor, tillægger samme, jeg har tillige, som jeg før har, anført uomstødelige Grunde for, at Udtryk * kene just med Flid ere valgte saaledes, at de ikke