FrederikVIOgASØrsted

113 og falske Lærere i Kirken« —, der fremlyser af Maa* den, hvorpaa Eden i vor Kirke er bleven affattet, og hvad jeg ellers har anført til Beviis paa, at vore Forfædre med nøie Overlæg have valgt de Udtryk, der ved denne Ledighed ere bievne brugte. Men han indlader sig paa ingen Maade i Det, der egentligen skulde give dette Beviis sin Styrke. Han søger kun at godtgjøre, at Eden nødvendigviis maatte indskrænke sig til Læren og ikke have selve Troen til Gjenstand, anførende, at hverken Stat eller Kirke har Ret til, som Inqvisitorer, at bedømme Troen som Hjertets Sag, saalænge den ikke yttrer sig i Tale eller Hand* ling. Men her synes at ligge en Miskjendelse af det, der er Hensigten med al Eed, til Grund, hvilken man ei skulde have ventet af Forfatteren. Det er jo ikke, for at faae en sikkrere menneskelig og borgerlig Con* trol med et Udsagns Oprigtighed eller med et Løf* tes troe Opfyldelse, Eed fordres i Samfundet. Den bruges jo kun for at binde der, hvor intet menneske* ligt Øie længere kan naae. At Præsteeeden ikke i Dan­ mark, som i mange andre Lande, har faaet Skikkelse af en Troeseed, kan altsaa ikke forklares af den men* neskelige Uformuenhed til at skue i Hjerterne, men, kun, for at skaane Samvittighederne og forebygge Edens Misbrug, have de retsindige Mænd, som have ordnet denne Sag, indskrænket sig til at fordre Eed paa at Præsten vil forkynde den himmelske Lære, som indeholdes i Skriften og Kirkens Symboler, for* udsættende dog, at ingen samvittighedsfuld Mand, hvis Overbevisning ikke stemte med det, han lovede at lære, vilde aflægge saadan Eed. Videre agter jeg ikke at indlade mig paa Hr. Lind* bergs Skrift. Adskilligt er vel tilbage i samme, som jeg kunde være fristet til offentligen at prøve; og den Klarhed, hvormed Skriftet er forfattet, vilde lette en