FrederikVIOgASØrsted

93 i den protestantiske Kirke, i en Tid af mere end et Aarhundrede, er opstillet som Grundlag for Læren om Forholdet mellem Kirken og Staten. Aarsagen hertil er, deels at jeg ei ganske kan tillægge denne Forskjæl et saa afgjort videnskabeligt Værd, som hine Lærere synes at tiltroe samme, deels at den, efter vor Stats* og Religions Forfatning, ei her kan være ret anvendelig. Hiin Forskjæl og den Lære, der slutter sig til samme, har egentlig udviklet sig af de Forhold, som, i adskillige Stater, fornemmelig i Tydskland, ere opstaaede derved, at Landsherren ikke sjeldent bekjender sig til en anden Kirke end den, der, i hans Land eller en Deel af samme, er den herskende, eller dog har lige Rettigheder med den, hvortil han selv hører. Denne Tingenes Stilling fandt allerede Sted i flere tydske Lande paa den Tid, da de forskjellige christelige Religionspartiers Rettighe* der bleve bestemte ved Religionsfreden af 1555 og den vestphalske Fred af 1648; og senere have enkelte Regenternes Overgang til en anden Kirke, Successio* ner, Landeafstaaelser og Mageskifter mangfoldiggjort disse Tilfælde. Ligesom end ikke den catholske Landsherre er i Besiddelse af den egentlige Kirke* regjering over sine catholske Undersaatter, hvilken, efter den catholske Kirkeret, i Kraft af guddomme* lig Indstiftelse, tilkommer Biskopperne, under Pavens Overherredømme, saaledes kunde der ikke, i Lande, hvor den catholske Kirke er herskende eller dog re* ciperet (ikke blot tolereret), være Tale om at den in* dre Regjering over denne Kirke kunde tilkomme en Fyrste af protestantisk Troesbekjendelse. Men lige* saalidet kunde den, uden indvortes Modsigelse, og mangehaande Farer, tillægges en catholsk Fyrste over protestantiske Lande. Hine tvende Fredslutningers Ord og Hensigt kunne ei heller taale dette. Da det