FrederikVIOgASØrsted

82 i mange Tilfælde bestemmer en Kirkepatron Val* get uden al Deeltagelse af Menigheden, ligesom en* kelte Kald endog ere forbeholdne visse Familier, og det saaledes, at de kun besættes interimistisk, naar, ved Vacancen, ingen, som, ved Slægtskab eller Gif? termaal tilhører Familien, for Øieblikket er i Stand til at modtage Embedet*). Den af Forf. saa anbe? falede svenske Kirkeforfatning har saaledes neppe saameget forud for vor, som han antager. Erfaring har neppe heller viist, at den har frembragt en vær* digere Præstestand, end den Tingenes Orden, som finder Sted hos os. Med Hensyn til de øvrige til Kirkeregjeringen hørende Gjenstande er det mig ikke ganske klart, i hvilket Forhold Hr. Forf. tænker sig det øverste geistlige Collegium til de locale Kirkeraad. Jeg fore? stiller mig iøvrigt, at begges Samvirkning maa be? høves i de vigtigere Anliggender. Saaledes vilde det uden Tvivl blive en Følge af den Kirkeorganisation, han anbefaler, at ingen liturgiske Forandringer, nye Andagts? eller Lærebøgers Indførelse kunde finde Sted i en Menighed uden Samtykke af dennes kir? kelige Repræsentation, men heller ikke uden Re? gentens gjennem hiint Collegium givne Bemyndi? gelse. Vistnok er ved slige Ledigheder Forholdet til Folkets Forestillinger og Udviklingsgrad næsten lige? saa vigtigt, som den indvortes Værd af det Nye, der bydes. Enhver Kirkeregjering vil derfor tage sig nøie iagt for at gjøre nogen Forandring i Liturgien eller i de Underviisnings? og Andagtsbøger, som ere i Fol? kets Hænder, uden, saavidt som mueligt, at forvisse sig om Folkestemningen. Man har og Exempler saavel i andre Stater, hvor Kirkeregjeringen er i Regentens

*) See Clausen 1 . c. S. 256 — 257 , men især Schubert 1 B. S. 125 — 132 .