FrederikVIOgASØrsted

54 lisk Aand, end han selv, efter sin Dannelsestid, har kunnet erhverve sig.« Og ligeledes bemærker hiin Forf. med stor Ret, »at det mere er for samvittig* hedsløse, usædelige Mænd, Kirken maa frygte, end for dem, der maatte findes i nogen Afvigelse fra Læ* ren.« Fra ethvert Synspunct anbefaler det sig altsaa, at sætte de snevreste Grændser for KietterforfølgeL ser. Men dog ophøre ikke de symboliske Bøger at være et Værn imod aabenbare uchristelige Meningers Forplantelse igjennem det christelige Læreembede. Lader end mangen Geistlig en Afvigelse fra Kirkens Lærdomme stundom skinne igjennem i hans Tale, saa kan han dog ikke tillade sig, ligefrem at feide imod disse; og altid bliver der Meget tilbage af Det i den christelige Lære, som netop er skikket til at rense og hæve Sindet, hvilket han forkynder, skjøndt vistnok ofte ikke med den Kraft, som hans Tale vilde have, dersom en fastere og fuldstændigere christelig Troe levede i ham. Ja den, der, med sin hele Sjæls Fylde, har grebet visse af Christendommens Hovedforestib linger og med Liv og Varme forkynder disse, kan, om han end i mange ikke uvigtige Stykker kun har en ufuldstændig Troe, let bidrage langt mere til at frem* me Christi Rige, end den, der bogstavelig foredrager alle Symbolernes Lærdomme, men uden Liv og Kraft, uden Indsigt i Lærdommenes dybere Betydning. løv* rigt følger det af Sagens Natur, at det Tilsagn, Præ* sten gjør, inden han tiltræder sit Læreembede, maa i et større Omfang være bindende for Samvittig* heden, end det, hvori samme kan gjøres gjeldende for den udvortes Domstol. Derfor er Eden i dette, som i alle andre Tilfælde gaaet ud paa at skjærpe den indvortes Dommers Aarvaagenhed, hvor den ud*

[Schleiermacher: Såmmtliche Werke 1 . c. S. 445 ].