FrederikVIOgASØrsted

52 sigt, der erhverves ved Fornuftens Anstrængelse, fø* rer denne netop til den Erkjendelse, at alle Viisdom* mens og den høiere Kundskabs Skatte indeholdes i Evangeliet, og at man der endog finder den heldigste og udtryksfuldeste Betegnelse for de høieste Sandhe* der om Menneskets aandelige Tarv. Jo inderligere derfor Religionslærerens christelige Overbevisninger have forenet sig med hans øvrige Forskninger, jo bedre vil han være i Stand til at fremstille Christen* dommens Lære i sin indvortes Fortreffelighed; og eene herved kan han vente at skaffe den ret Indgang paa Gemytterne, skjøndt det derved ingenlunde paa* staaes, at han bør forsømme de store historiske Be* givenheder, der, i deres Forbindelse med Lærens ind* vortes Fortreffelighed, give den Vidnesbyrd om at være af Gud. Den, som blot prædiker Symbolernes Bogstav, ja som endog fortrinligen holder sig til det, der har den haardeste og efter Tidsalderens Udviklingsgrad meest afskrækkende Form, søgende at opreise en uigjennemtrængelig Skillevæg mellem Christendom* men og Fornuften, han virker i Sandhed ikke til at den himmelske Lære indplantes i hans Tilhøreres Hjerter; og, naar man kunde antage, at han ret vid* ste hvad han gjorde, kunde man anklage ham som den, der ikke holdt sin Eed, hvilken jo ikke biot gaaer ud paa, at man skal forkynde Læren, men just paa, at man af al Flid skal søge at skaffe den Ind* gang. V i have desuden bestemte Lovbud, som befale Præsterne at entholde sig fra unødvendige Subtilite­ ter, fra at fordømme og forkjættre andre, og derimod at bruge christelig Moderation og Klogskab, naar de ville gjendrive andres Meninger og frem for alt vogte sig for, at de ikke, af en blind Nidkj ærhed, maaskee udraabe de dyrebareste Sandheder for Vildfarelser