FrederikBøgh

3 ligesom Grundtonen hos ham selv var Alvor og Sandhed, Gudsfrygt og Tro; — men han var tillige fuld af Gemytlighed og Humor, Jævn og ligefrem var han, dertil naturlig, aaben og spøge­ fuld, og hans Karakters Grundighed og Ærlighed tog hans ældste Søn i Arv efter ham, hvorfor de To ogsaa altid forstode hinanden saa saare godt. Med Hensyn til Naturanlæg stod F r e d e r i k dog ganske vist sin Moder nærmest. Han havde hendes livfulde, poetiske Naturs Aand og Opfat­ telse af Alt. Hvor ofte har jeg ikke i hendes Breve til ham fundet Udtrykket „min Ungdoms Kjærlighed“. Ja, saaledes var Forholdet imellem dem; hun fandt hos sin Dreng sin egen Natur, sine egne Evner, om end naturligvis i noget for- skjellig Form — o g man sig e , saa meget man vil, at Kontrasterne m ødes, saa har jeg dog set og erfaret i Livet, at Lige søger Lige; de be­ slægtede Aander finde hverandre og elske hver­ andre paa en langt' inderligere og mere forstaa- ende Maade end de heterogene Naturer. Et lille rørende Træk fra F r e d e r i k s første Barndom har hans Moder fortalt mig. Hun gik en Dag med ham paa Marken udenfor Præstegaarden; han var da 4 Aar. De fandt et lille Lam , som laa syg t, næsten døende, forladt af sin Moder. F r e d e r i k var meget bedrøvet over det lille stak