FrederikBøgh

44 fint Ansigt og nydelige Hænder; hun syntes i Begyndelsen noget urolig over dette Følgeskab; men da je g havde talt lidt med hende, blev hun rolig og talte frit og aabent med mig. Ved Brinken ventede vi længe, Ellepigerne dansede paa Engen, og noget vist Mystisk hvilede over Situationen; men dog sværger jeg Eder ved Jupiter og ved den Halte, der engang drattede ned fra Olympen, at jeg var saa rolig, som om jeg havde været alene. Endelig kom Vognen, og ved den Lethed, Naturen har begavet mig og min Ubekjendte med, kom vi ganske hem­ melig op paa Bukken. Et hvidt Slør skjulte snart hendes Ansigt, indtil vi kom til Kjøng Kro, hvor vi B egge bleve gjemte i en Baas. I Vognen befandt sig blandt andre Krigsraad H a h n , der i Søndags morede sig meget, da jeg fortalte ham, at paa Bukken af hans Vogn havde der siddet En og glædet sig over alle de bellmanske Sange, hvorved han søgte at sætte Liv i Selskabet. Klokken 5 kom jeg til Vordingborg, hvor jeg gik til Ro nogle Timer. Op ad Formiddagen besøgte jeg da Præsten S o m m e r s og besaå med dem Byens Mærk­ værdigheder. Ved Gaasetaarnet glædede jeg m ig ; — men saa begyndte Regnen. Efter Middag satte jeg mig ved et Vindue paa Gjæstgiver-'