FrederikBøgh

42 mærkede jeg strax, at der var noget Forpint over Situationen, hvilket jeg tilskrev den Om­ stændighed, at den lille O t t o B a c h e befandt sig paa Vognen, han, som nu paa egen Haand skulde drage ud i Verden; „thi ak fra Hjemmets Skjød, der blødt ham bar, hvis Sødhed vel kan føles, men ej fattes, hen paa den haarde Skolebænk han sattes.“ Han saå saa bedrøvet ud, at ogsaa jeg kom i en mismodig Stemning, hvoraf jeg imidlertid snart blev udreven, da en vis Madam, som var m ed, aabenbart med en Anstrængelse og et vist dristigt Spring i Konversationen, rettede følgende Ord til m ig: „Jeg véd, De har været paa Næsset; skal Deres Tante ikke snart have sig en Lille?“ Blufærdig som jeg er, svarede jeg lidt betuttet: „Det véd jeg virkelig ikke“. „Hvor gammel er den Yngste?“ spurgte hun mig derpaa. „En 3 å 4 Maaneder“ , svarede jeg ; og saa betroede hun mig meget fortrolig og med et morende Smil: „Nej, saa skal hun ingen Lille have nu.“ Jeg takkede hende for Underretningen, og saa gik Konversationen istaa p a a n y .-------------- Klokken 6 V 2 kom vi til Næstved. Strax skyndte jeg mig ud til Herlufsholm. Solen var lige ved at gaa ned. De rødlige Solstraaler